PRM / Dansk Retursystems nye fabrik får højteknologisk udstyr fra tyske Stadler

14. november 2018 14:01 | Af: Ritzau Info
 

Det bliver den tyske virksomhed Stadler, som skal levere maskiner til størstedelen af Dansk Retursystems nye fabrik i Høje Taastrup. Dermed er endnu et skridt taget til en mere effektiv og klimavenlig genanvendelse af flasker og dåser i Danmark.

Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem

Dansk Retursystem har netop skrevet kontrakt med den tyske virksomhed Stadler om at levere maskiner til den del af Dansk Retursystems nye fabrik, der håndterer alt i forbindelse med de komprimerede emballager. Omtrent 80 procent af alle tomme dåser og flasker med pant bliver komprimeret, dvs. mast, i flaskeautomaterne i supermarkederne. Det sker for at spare plads og for at kunne transportere flere emballager ad gangen. De resterende 20 procent bliver komprimeret på fabrikken, efter de er talt op. Det er fx flasker og dåser, som kommer fra restauranter og mindre butikker.

225 års erfaring
Stadler er en stor, tysk virksomhed med 225 års erfaring, som leverer fabrikker til hele verden. Aftalen med Dansk Retursystem blev lavet, efter Stadler vandt EU-udbuddet om at levere maskiner til den danske miljøvirksomhed nye fabrik.

“Vores erfaring med genanvendelse af emballager kombineret med Stadlers store erfaring med at bygge fabrikker betyder, at vi får en fuldautomatiseret og højteknologisk fabrik, der sikrer en endnu mere effektiv genanvendelse af engangsemballager til gavn for miljøet og klimaet,” siger administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.

Lavere energiforbrug og bedre slutprodukt
Energiforbruget pr. genanvendt flaske eller dåse bliver lavere på den nye fabrik. Dels er maskinerne mere effektive, og dels er der i designet af fabrikken tænkt i at bygge i højden, så man udnytter tyngdekraften og derved får et bedre flow og sparer energi, når flasker og dåser skal sorteres. De nye maskiner giver også en højere kvalitet af materialerne, når de skal sendes videre til genanvendelse.

“I sidste ende får vi et bedre slutprodukt. De baller, dåserne og flaskerne presses sammen i, bliver mere ensartede både hvad angår størrelse og vægt. Og samtidig bliver slutproduktet renere, hvilket giver en højere pris, når vi sælger til oparbejdning. Det er alt sammen skridt på vejen til målet om 100 procent cirkulær økonomi, siger direktør Lars Krejberg Petersen.

Stadler
Stadler har stor erfaring med at bygge fabrikker til genanvendelsesindustrien og er glade for at skulle bygge Dansk Retursystems nye fabrik.

“Det bør være en væsentlig del af vores liv at forbedre kvaliteten af miljø og klima. Dansk Retursystem er et perfekt eksempel på, hvordan man kan sætte en ære i at minimere affald med det formål at reducere de globale skader på miljø og klima,” lyder det fra Stalder.

Den nye fabrik vil blive udstyret med high tech-maskiner i form af bl.a. en Air Lift, som adskiller etiketterne fra aluminium- og plastikemballagerne, magnetteknologi til at fjerne metaldåser fra transportbåndet, eddy current separeringsmaskiner, som ved hjælp af magnetisme adskiller aluminiumsdåser fra plastikflasker, samt endelig den nyeste generation NIR, som er optisk sortering baseret på infrarødt lys til finsortering af aluminiumsdåser.

Med plads til saft og juice
Den nye fabrik bliver bygget, fordi Dansk Retursystem efter 16 år med stigende mængder flasker og dåser, der kommer retur fra danskerne, er vokset ud af sine nuværende rammer. Den nye fabrik skal fremover håndtere den østdanske del af de 3,5 millioner tomme emballager, der kommer ind om dagen, og samtidig levere en langt mere effektiv drift. Dermed bidrager det også til ambitionen om fuldt cirkulær økonomisk drevet virksomhed.

Den nye fabrik har også kapacitet til at håndtere genanvendelige flasker og dåser med saft og juice, som miljøministeren i sommer annoncerede, at der kommer pant på fra 2020.

Første spadestik til den nye fabrik bliver tager af Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler den 21. november Fabrikken skal stå endelig færdig i februar 2020.


Fakta:
Hver dag afleverer danskerne i gennemsnit 3,5 millioner engangsflasker og dåser. Dansk Retursystem henter emballager fra cirka 15.000 steder over hele landet og sørger for, at de bliver gen-anvendt. Miljøvirksomheden, der er non-profit, har eneretten til at drive det danske pantsystem og er ejet af bryggerierne og reguleret af Miljøministeriet.

Kontakt:

Flere informationer og aftaler om interview fås hos kommunikationsdirektør Hanne Luke på tlf. 20 14 05 18 eller hlu@danskretursystem.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-retursystems-nye-fabrik-far-hojteknologisk-udstyr-fra-tyske-stadler?releaseId=13564144

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu