ANNONCE

PRM / Dansk robotproducent henter ny millioninvestering

22. juli 2020 05:00 | Af: Ritzau Info
 

Den aarhusianske robotproducent TinyMobileRobots har netop sikret sig en kapitalindsprøjtning på 13 millioner kroner, der skal være med til at sætte yderligere fart under udviklingen af en helt ny robot. Det er bl.a. den tidligere medejer af TC Group Anders Fauerskov, der sammen med Mads Genefke og Sune Larsen stiller millionerne til rådighed for TinyMobileRobots.

Pressemeddelelse fra TinyMobileRobots

TinyMobileRobots udvikler, producerer og sælger robotter til opmåling og opmærkning. Virksomheden bygger på egenudviklet teknologi og råder over et af verdens mest specialiserede inhouse R&D-teams. Det gør, at TinyMobileRobots ikke er afhængig af nøglekomponenter fra underleverandører. Begge dele har været afgørende faktorer forud for udviklingen af virksomhedens første robot til opmåling og opmærkning af infrastruktur. Den kom på markedet i 2016 og blev lynhurtigt markedsledende blandt landmålere og vejmarkeringsfirmaer i en lang række lande. I 2017 lancerede TinyMobileRobots virksomhedens første robot til opmærkning af sportsbaner, som på kort tid erobrede en stor del af markedet i bl.a. Danmark, England og USA. Den har siden etableret sig som en af de mest nøjagtige, effektive og brugervenlige robotter for boldklubber, kommuner, parker og universiteter verden over.

TinyMobileRobots fik fra starten investorer som Vækstfonden, Styrelsen for Forskning og Innovation samt BOREAN med ombord, men også Anders Fauerskov, tidligere medejer af lydkoncernen TC Group, har før skudt et millionbeløb ind i virksomheden. Nu stiller han yderligere millioner til rådighed for TinyMobileRobots sammen med salgs- og marketingchef Mads Genefke og Sune Larsen, der oprindeligt var med til at udvikle den første robot til landmåling og vejmarkering.

– Vi har på få år skabt en global robotvirksomhed, der bygger på dansk teknologi koblet med et superstærkt team af nogle af verdens bedst robotudviklere. Vores robotter er unikke på den måde, at de ikke vejer ret meget og samtidig er ekstremt nøjagtige og effektive. Med yderligere fem millioner kroner fra vores investorer kan vi nu fokusere målrettet på at færdigudvikle vores næste robot, som kommer til at sætte en helt ny standard på markedet. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at investorerne sammen med os ser lyst på fremtiden for TinyMobileRobots, siger TinyMobileRobots CEO Jens Peder Kristensen, der selv sprang ud som selvstændig robotproducent i en alder af 54 år.

Den oprindelige robot fra TinyMobileRobots er videreudviklet på baggrund af open source-kode fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Den nye robot bliver på mange måder et kvantespring fremad i en branche, hvor TinyMobileRobots i forvejen er toneangivende på verdensplan, og det er musik i ørerne på Anders Fauerskov.

– Som medinvestor er det selvfølgelig ekstremt vigtigt med scalability og replikerbarhed, så både virksomheden og investeringen kan mangedobles. TinyMobileRobots har formået at etablere sig på en lang række markeder, og det er lige nu relativt blue ocean overalt, hvor vi kommer frem. Derfor har jeg ikke tøvet med at stille yderligere kapital til rådighed, lyder det fra Anders Fauerskov, der solgte lydkoncernen TC Group til Music Group for godt 750 mio. kroner i 2015.

Mads Genefke, der til daglig er salgs- og marketingansvarlig i TinyMobileRobots, er med en millioninvestering for egne midler nu blevet medejer af sin egen arbejdsplads. Den sidste investor er Sune Larsen, der også ud af egen lomme investerer yderligere i den teknologi, han selv har været med til at udvikle.

Kontakt:

Jens Peder Kristensen, CEO, TinyMobileRobots, mobil 22 23 11 16 / jpk@tinymobilerobots.com
Presseservice: Jacob Lange, Lange PR, mobil 20 76 30 20 / jacob@langepr.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-robotproducent-henter-ny-millioninvestering?releaseId=13597109

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu