ANNONCE

PRM / Danske CFO’er frygter en ny bølge af smitte fra COVID-19

25. juni 2020 07:44 | Af: Ritzau Info
 

Frygten for en ny bølge af smitte fra COVID-19 er blandt CFO’ernes største bekymringer lige nu – kun overgået af bekymringen for konsekvenserne af nedgangen i den globale økonomi. Sidstnævnte bekymrer væsentlig flere danske CFO’er i forhold til de globale, viser PwC’s seneste CFO Pulse Survey 2020.

Pressemeddelelse fra PwC

En ny undersøgelse fra PwC med svar fra flere end 989 CFO’er fra 23 lande viser, at økonomidirektører fra hele verden nu frygter en potentiel ny bølge af smitte fra COVID-19. Det svarer over halvdelen af de danske CFO’er (55 %) og 58 % af de globale. Kun overgået af bekymringen for nedgangen i den globale økonomi, som særligt de danske økonomidirektører er bekymrede for (73 %) i forhold til de globale CFO’er (60 %).

“Nu, hvor det mest akutte i COVID-19-sundhedskrisen ligger bag os i en række lande, ser vi, at CFO’er i hele verden er bekymrede for en eventuel ny bølge af smitte og ikke mindst for nedgangen i den globale økonomi. Sidstnævnte bekymrer særligt de danske CFO’er, hvilket hænger sammen med, at eksporten er så afgørende for den økonomiske vækst i Danmark,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og Senior Partner i PwC.

Undersøgelsen viser desuden, at hele 28 % af de danske CFO’er bekymrer sig om cybertruslen og dermed væsentligt flere end globalt, hvor 16 % af CFO’erne peger på cybertruslen som en bekymring.

“Vi har desværre set, at hackerne har lukreret på, atcybersikkerheden er udfordret i en krisetid, hvor rigtig mange arbejder hjemme, og it-afdelingerne er under ekstraordinært pres. Og på trods af et stærkt fokus på omkostningseffektiviseringer har ingen ifølge undersøgelsen valgt at reducere udgifter til bekæmpelse af cybercrime,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

CFO’erne forudser fortsat faldende omsætning og afskedigelser
Ifølge PwC’s CFO Pulse Survey forventer hele 56 % af de danske CFO’er et tab i omsætningen på op til 25 % som følge af COVID-19. CFO’erne i Danmark forventer dog i højere grad end gennemsnittet globalt, at omsætningen falder mindre end 10 %.

“Tilbage i marts måtte mange virksomheder som konsekvens se omsætningen forsvinde fra den ene dag til anden. Og ifølge undersøgelsen forventer man altså fortsat væsentlige tab i omsætningen, så krisen er langt fra overstået endnu,” understreger Mogens Nørgaard Mogensen.

Han henviser desuden til, at forventningen til kommende afskedigelser konstant har været høj, siden PwC’s første CFO Pulse Survey i marts 2020. I juni peger 30 % af de danske CFO’er fortsat på, at de forventer at se afskedigelser i deres virksomhed i næste måned mod 49 % i marts.

Innovation og nye løsninger vejen frem
CFO’erne ser dog også nye muligheder som følge af COVID-19-krisen. Hele 58 % af de danske CFO’er svarer i undersøgelsen, at denne krise i det lange løb vil medføre nye måder at servicere kunderne på. Globalt er det 50 %. På samme vis peger 72 % af de danske CFO’er på ændringer i deres produkter og services som en vej til at genopbygge deres indtjeningsmuligheder. Globalt er det 63 %, der svarer dette.

“Dette understreger en vigtig pointe: Det giver ikke giver mening blot at tale om COVID-19 situationen som en krise. Det handler i højere grad om, at vi skal navigere i en ny virkelighed med et før og et efter COVID-19. Og den bratte omvæltning af vores samfund og forretning har uden tvivl rustet os til at håndtere fremtidige krisesituationer,” vurderer Mogens Nørgaard Mogensen.

PwC’s CFO Survey påpeger desuden på en række andre områder, hvor der er optimisme og nye tendenser at spore. Således svarer 43 % af CFO’erne, at de vil gøre hjemmearbejde til en permanent mulighed for funktioner, hvor dette er muligt. Over halvdelen (53 %) siger samtidig, at de vil sætte mere tryk på automation og nye måder at arbejde på.

“De begrænsninger, COVID-19 har givet os, har også budt på nye muligheder og skabt stor opfindsomhed i erhvervslivet, og krisen har ikke mindst skubbet på brugen af de digitale muligheder mange steder,” slutter Mogens Nørgaard Mogensen.

Om CFO Pulse Survey
PwC undersøger hver anden uge CFO’ernes syn på COVID-19, herunder økonomiske konsekvenser og prioriteringer for erhvervslivet. Denne udgave af CFO Pulse Survey er gennemført fra den 4.-10. juni 2020 med svar fra 989 CFO’er fra 23 lande. I Danmark har 40 CFO’er/økonomidirektører fra top 1.000 danske virksomheder deltaget i undersøgelsen.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-cfoer-frygter-en-ny-bolge-af-smitte-fra-covid-19?releaseId=13595987

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu