ANNONCE

PRM / Danske virksomheder ruster sig til næste økologiske boom på BioFach

7. februar 2020 09:20 | Af: Ritzau Info
 

Øget fokus på bæredygtighed, sundhed og fødevaresikkerhed varsler et internationalt boom i salget af økologiske produkter. Mere end 40 danske økologiske virksomheder ruster sig til øget efterspørgsel fra udlandet på verdens største økologiske messe, BioFach d. 12.-15. februar 2020.

Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

Vestlige forbrugere ønsker i stigende grad fødevarer med fokus på bæredygtighed, sundhed og sikkerhed. Tendensen varsler øget efterspørgsel på økologiske fødevarer, og danske virksomheder er godt rustede til at imødekomme kravene på det fundament af viden og innovation, de har opbygget på et hjemmemarked i konstant vækst. Det skaber en naturlig vej ind på eksportmarkedet og mødet med de udenlandske indkøbere på årets BioFach i Nürnberg, som er verdens største messe for økologiske fødevarer.

“Danske virksomheder er i verdensklasse, når det handler om økologisk produktudvikling og innovation,” siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

“Det skal vi naturligvis fortsætte med at styrke, og vi skal blive ved med at vise hele verden den enorme innovationskraft, der findes både hos etablerede og nystartede danske virksomheder.”

I 2020 er mere end 40 økologiske virksomheder med på den danske fællesstand, der er etableret i et samarbejde mellem netværksorganisationen, Bio aus Dänemark og Økologisk Landsforening. Standen åbnes af fødevareminister, Mogens Jensen onsdag d. 12. februar kl. 8.45. Efterfølgende deltager ministeren i en guidet tur på den danske stand, samt en rundbordssamtale med udvalgte virksomhedsrepræsentanter.

Næste innovative skridt


Nogle af de produkter, der i øjeblikket tiltrækker international opmærksomhed, er nye i det økologiske sortiment. Plantebaserede fødevarer, snacks, drikkevarer, flødeboller og is er blandt de nyheder, som de danske virksomheder bemærker sig med i år.

“At udvikle økologiske varer i de kategorier kræver, at man allerede har gode økologiske basisvarer som fx mel, mejeri og frugt. Den base har danske virksomheder etableret gennem de 30 år, hvor ø-mærket har eksisteret,” forklarer Pernille Bundgård.

“Nu tager danske virksomheder det næste innovationsmæssige skridt og begynder at udvikle produkter, som er mere nichepræget. Varer, der får stor opmærksomhed fra udlandet.”

Seks danske virksomheder er tilmeldt messens Noveltystand, hvor branchens nyeste produkter bliver udstillet og kæmper om prisen Best New Product Award. Også den danske fællesstand har et særligt innovationsområde, hvor beslutningstagere, indkøbere og meningsdannere kan få indsigt og inspiration. Derudover formidler den danske stand koblingen mellem bæredygtighed og økologi gennem sit visuelle udtryk, der mikser naturlige materialer, genbrugsmaterialer og grønne planter.

Mere info:

Mød Økologisk Landsforening og Bio aus Dänemark på stand 6-111, 6-125 og 6-135 i Hal 6 fra onsdag d. 12. februar til d. 15. februar 2020. Ønsker du som journalist at besøge standen, kan du kontakte Økologisk Landsforening – se kontaktinformation.

Den danske fællesstand med 40 udstillere åbnes af fødevareminister, Mogens Jensen kl. 8.45. Til stede er også Økologisk Landsforenings direktør, Helle Borup Friberg, samt Malene Aaris fra Bio aus Dänemark og markedschef for eksport, Pernille Bundgård fra Økologisk Landsforening.

Rundbordssamtalen mellem ministeren og udvalgte virksomhedsrepræsentanter foregår fra kl. 10-11. Temaet er: Hvordan kan vi yderligere øge eksporten af økologiske fødevarer? Hvilke eksportindsatser er de primære for at løfte eksport af økologiske fødevarer?

Følgende danske virksomheder er tilmeldt Noveltystanden på BioFach; Copenhagen Sparkling Tea Company, Rømer Vegan Products, Hanegal, Jakobsen, Thise og Danæg.

Kontakt:

Pernille Bundgård, markedschef for eksport Økologisk Landsforening
Telefon: 60 59 53 13 Mail: pbs@okologi.dk

Vivienne Kallmeyer, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening
Telefon: 25 42 93 02 Mail: vk@okologi.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-virksomheder-ruster-sig-til-naeste-okologiske-boom-pa-biofach?releaseId=13587743

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu