ANNONCE

PRM / Danskernes økologiske verdensmesterskab er under pres

7. september 2020 08:30 | Af: Ritzau Info
 

Det økologiske fødevaresalg tegner sig for en rekordstigning på godt 14 pct. i første halvår af 2020. Det viser nye tilbagemeldinger fra detailhandlen. Dermed fortsætter danskerne som økologiske verdensmestre, men mesterskabet er i fare, hvis regeringen piller alle økologiske ambitioner ud af finansloven for 2021.

Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

Stigningen i det økologiske salg og forbrugernes mulighed for at træffe bæredygtige valg med indkøbsvognen er resultatet af mange års politisk indsats, der har skabt rammerne for at udvikle økologien både hos landmænd, virksomheder og detailhandel. Samtidig har indsatsen placeret danskerne som verdensmestre i økologi. Men den placering er under pres, hvis regeringen fjerner al udvikling af økologisk vækst, landbrug og forskning på næste års finanslov.

“Forbrugerne stemmer dagligt med indkøbskurven og demonstrerer, at de vælger økologiske varer for at bidrage til et mere ansvarligt og bæredygtigt forbrug. På de nye tilbagemeldinger fra detailhandlen kan vi se, at der er vækst inden for alle varekategorier. Men økologiens succes er understøttet af tydelige politiske prioriteringer, og de er helt væk i finanslovsforslaget for 2021, og dermed er regeringen ude af trit med, hvad det er for en dagsorden, danskerne ønsker sig,” mener Henrik Hindborg, som er markedschef for detail i Økologisk Landsforening.

Den dagsorden har Danmark sat sig øverst på gennem mange år – ikke mindst på grund af det unikke samarbejde mellem skiftende regeringer, landbruget, virksomhederne og forbrugerne. På trods af, at regeringen under valgkampen præsenterede et forståelsespapir, der fortsat skulle styrke udviklingen af økologi i et sådant samarbejde, har den nu kastet håndklædet i ringen.

“Vi forbliver ikke bare verdensmester og forbillede for hele verden. Det kræver vilje og dedikation fra politisk side, når det økologiske areal skal udvides, når der skal omstilles til økologi i offentlige køkkener og når vi skal skabe afsætningsfremme både hjemme og i udlandet. Det er nøgleområder, der bare skal fungere, og her har vi altså brug for, at politikerne bakker op om at skabe de nødvendige rammer for en bæredygtig omstilling,” siger Henrik Hindborg.

Når danskerne fylder flere økologiske varer i indkøbsvognen, kræver det, at landbruget og producenterne kan følge med efterspørgslen, så danske varer både fylder på hylderne i danske og udenlandske supermarkeder. Og netop udvidelsen af det økologisk landbrugsareal, indsatsen i forhold til eksport, forskning og omstilling i de offentlige køkkener, mangler helt i regeringens finanslovsudspil, selvom det var en del af det forståelsespapir, som regeringen fremlagde under valgkampen.

“Tilbagemeldingerne fra detailhandlen viser, at der er et stort dansk markedspotentiale i økologien, og at økologi er en fornuftig politisk investering, der kan være med til at forandre fremtidens fødevaresystem,” siger han.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskernes-okologiske-verdensmesterskab-er-under-pres?releaseId=13599401

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu