PRM / Demokratiske virksomheder stifter ny tænketank

25. april 2018 06:01 | Af: Ritzau Info
 

For første gang i Danmarkshistorien slår forbrugerejede virksomheder sig sammen med medarbejderkooperativer og landbrugets andelsbevægelse

Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

En række store og små medlems- og medarbejderejede selskaber og organisationer slår sig nu sammen for at stifte en tænketank, der skal styrke den demokratiske virksomhedsdrift i Danmark. Bag tænketanken står blandt andet store kendte demokratiske virksomheder som Coop, Danske Vandværker, Kooperationen, Arla, ENIIG og GF Forsikring, men også mindre virksomheder som Logik & Co., Thorup Strand Kystfiskerlaug og Merkur andelskasse.

Tænketanken får navnet Demokratisk Erhverv og lanceres den 25. april kl. 12.00 på Vartov.

“Det er første gang i Danmarkshistorien, at forbrugerejede virksomheder slår sig sammen med medarbejderkooperativer og landbrugets andelsbevægelse med en klar fælles sag: at styrke demokratisk erhvervsdrift og øge samfundets viden om, hvad demokratiske virksomheder er og kan,” siger Mike Dranov, foreningsdirektør i Coop. “Vi vil udfylde det tomrum, der er i samfundsdebatten, når der gælder demokratisk erhvervsdrift, og vi vil generere ny viden om demokratiske virksomheder.”

Tidligere har bondebevægelsens organisationer været samlet i det nu nedlagte Andelsudvalg og arbejderbevægelsens virksomheder i Kooperationen. Nu går både Kooperationen, Arla, Forenet Kredit, Coop og mange flere sammen for den fælles sag. Tænketanken skal foretage analyser og samle viden om de demokratiske virksomheders samfundsbidrag, udvikling og samarbejdsmuligheder, den skal facilitere netværk for demokratiske erhvervsledere, og den skal styrke samfundsdebatten på området.

“Den viden, som tænketanken skaber, skal udfordre os, og vi skal lære af den. Det at være medlemsejet skal være en styrke og må aldrig blive en begrænsning, og det kræver, at vi udvikler os, at regler og retningslinjer ikke hindrer vejen for opstart af demokratiske erhverv, og at der hele tiden kommer nye demokratiske virksomheder til,” siger Martin Gertz Andersen politisk chef i Danske Vandværker.

“I dag er det alt for svært at starte et andelsselskab op i Danmark, simpelthen fordi at der er for lidt viden på området og for lidt fokus på samfundsnytten af den type virksomhed. Iværksættere, der gerne vil starte demokratisk ejede virksomheder, møder nogle barrierer i form af manglende viden i erhvervsfremmesystemet. I andre lande som Italien og Sverige skabes der mange flere demokratiske virksomheder, fordi de har et helt andet positivt fokus på den virksomhedstype. Så vi vil være med i Tænketanken, fordi vi mener, at det kan være med til at skabe mere synlighed og at det derved også igen bliver nemmere at starte formålsdrevne fællesskabsvirksomheder i Danmark,” siger Susanne Westhausen direktør i Kooperationen.

De fleste danskere er medlem af en eller flere demokratiske virksomheder. Alene Coop har eksempelvis 1,7 mio. medlemmer og energiselskabet ENIIG har 380.000. Men de færreste medlemmer bruger deres demokratiske rettigheder eller kender mulighederne for indflydelse. Kun omkring ti procent af medlemmerne stemmer normalt til bestyrelses- og repræsentantskabsvalg i virksomhederne, og det tal skal op, mener stifterne af tænketanken, for det styrker både medlemsdemokratiet og virksomhederne.

“Mange danske virksomheder styres demokratisk og tager et stort samfundsansvar, men der er ikke nok viden og debat om ejerformen. Politikerne vil gerne styrke dansk økonomi, men glemmer at give borgerne mulighed for at finansiere nye virksomheder i demokratiske fællesskaber,” udtaler Frederik Petersen direktør i KnowledgeWorker.

Han fremhæver, at hvis dansk erhvervsliv ikke fremover blot skal være noget, der styres af aktionærer eller udenlandske indehavere, så er det vigtigt, at flere får øjnene op for værdien af de medlemsejede selskaber. Håbet er derfor, at den viden og debat tænketanken kan skabe, kan være med til at vække interessen for sagen både hos medierne, hos beslutningstagerne og hos danskerne.

Hvad er en demokratisk virksomhed?

Tænketanken definerer demokratiske virksomheder som organisationer med erhvervsdrift, hvor minimum halvdelen af ejerkredsen virker efter demokratiske værdier og har et bredt og inkluderende ejerskab og demokratisk kontrol af beslutningsprocesserne.

Organisationerne bag Demokratisk Erhverv er:

Arla, Boligforeningen 3B, Coop, Dansk Energi, Danske Vandværker, Demokratisk Erhvervsnetværk, Eniig, Forenet Kredit, GF Forsikring, KAB, KnowledgeWorker, Kooperationen, LB Foreningen, Logik & Co, Merkur Andelskasse, NRGi, Rabotnik, Thise Mejeri, Thorupstrand Kystfiskerlaug, UBSbolig, Analyse & Tal

For yderligere oplysninger kontakt:

Sekretariatet for opstarten af den erhvervsdemokratiske tænketank. Magnus Skovrind Pedersen, magnus@demokratisk.dk, +45 2856 3777.

Se mere her: www.demokratiskerhverv.dk

Praktisk

D. 25. april 2018 kl. 12.00 – 13.00

Vartov, Hjørnestuen Farvergade 27, 1463 København K

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/demokratiske-virksomheder-stifter-ny-taenketank?releaseId=12710145

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu