ANNONCE

PRM / Den grønne realisme har ikke indfundet sig hos boligejerne

26. oktober 2020 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Intet tyder på, at landets boligejere har fået et mere retvisende selvbillede af deres boligers energistand. Det understreger en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, som anbefaler, at politikerne sætter konkret ind for at styrke lysten til at energirenovere.

Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

Debatten om den grønne omstilling og behovet for energieffektivisering har haft trange kår, siden coronapandemien gjorde sit indtog i mediebilledet og vores hverdag i starten af 2020. En ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov viser da også, at de danske boligejere tilsyneladende stadig ikke har fået øjnene op for vigtigheden af at energirenovere deres hjem.

Således svarer hele 83 procent af de cirka 2.000 boligejere i undersøgelsen, at de mener, deres boliger er i gennemsnitlig eller bedre energimæssig stand. Tal, der er stort set svarer til resultatet i en tilsvarende undersøgelse tilbage i januar og som står i skarp kontrast til de energimærker, landets boliger blev tildelt i 2019. Her viste en opgørelse fra Energistyrelsen, at 52,5 procent af boligerne fik energimærke D eller dårligere, mens kun 19,7 procent fik energimærke B eller bedre.

“Jeg synes, det er bekymrende, at den grønne bevidsthed ikke fylder mere hos boligejerne. Vi ved, hvor stor gevinsten er ved at energirenovere boligen, men det kan jo være svært at overbevise boligejerne om det, hvis de fejlagtigt går rundt og tror, at deres hjem er i tiptop stand,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

“Vores bygninger står for cirka 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug. Og selvom stadig mere energi kommer fra vedvarende energikilder, så vil den samlede regning for den grønne omstilling blive alt for høj, hvis vi ikke samtidig sørger for at effektivisere forbruget,” vurderer Simon O. Rasmussen.

Han mener derfor, der er brug for en endnu større økonomisk gulerod for at få flere danske boligejer til at sætte handling bag de grønne ambitioner.

“Der er allerede indført et par støttemuligheder som fx udbetalingen af danskernes indefrosne feriepenge eller puljer hvor man kan udskifte sin fossile opvarmning med en varmepumpe. Men det er tydeligvis ikke nok til at åbne boligejernes øjne for, at det faktisk er en langt bedre investering at opsætte en varmepumpe, end det er at sætte pengene i banken,” siger Simon O. Rasmussen.

“Skal vi for alvor sætte gang i den grønne omstilling ude i de danske hjem, er politikerne nødt til at gå mere ambitiøst til værks. En nærliggende mulighed er at styrke håndværkerfradraget således, at det fradragsberettigede beløb øges, at det også kommer til at omfatte materialer og ikke som i dag kun arbejdsløn, og at ikke brugte fradrag kan overføres fra år til år. På den måde kan boligejerne få den økonomiske håndsrækning, der måske også kan lukke lidt energirealisme ind i deres hjem,” anbefaler Simon O. Rasmussen.

Kontakt:

Yderligere oplysninger:
Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 60 69 88 91

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/den-gronne-realisme-har-ikke-indfundet-sig-hos-boligejerne?releaseId=13603045

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu