ANNONCE

PRM / Den sociale hjemmepleje mangler SOSU’er og sygeplejersker

7. december 2020 13:54 | Af: Ritzau Info
 

Lige nu mangler den sociale hjemmepleje i København knap 45 SOSU-assistenter, -hjælpere og sygeplejersker til at gøre en forskel for udsatte københavnere. Ny kampagne sætter fokus på udfordringen.

Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Socialforvaltningen

“Hver dag er forskellig. Hver dag gør vi en forskel”. Sådan lyder budskabet på ny rekrutteringskampagne, som to medarbejdere fra den sociale hjemmepleje lægger ansigt og ord til.

Socialforvaltningen, som står bag kampagnen, sætter fokus på værdien af at arbejde med de mest udsatte københavnere og opfordrer til at søge job i den sociale hjemmepleje, der hjælper mennesker mellem 18 og 65 år, som lever med et handicap, et misbrug, er kronikere eller er udfordret psykisk.

“I den sociale hjemmepleje kan man i høj grad tale om et job, hvor man gør en forskel. Jeg er imponeret over, hvor dygtige medarbejderne i den sociale hjemmepleje er til at skabe en nærværende og omsorgsfuld relation til nogle af de mest sårbare og udsatte københavnere,” siger socialborgmester Mia Nyegaard.

Der mangler lige nu omkring 45 medarbejdere i den sociale hjemmepleje. Der er både brug for SOSU-assistenter, -hjælpere, sygeplejersker og vikarer.

“Vi håber, at kampagnen vil være med til at sætte fokus på den værdifulde indsats, som medarbejderne i den sociale hjemmepleje yder for udsatte københavnere. Dagene varierer, opgaverne er spændende, og vigtigst af alt støtter medarbejderne mennesker, der har allermest brug for hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen,” siger Mia Nyegaard.

Den sociale hjemmepleje er delt op i Center Nord, der dækker områderne Nørrebro, Bispebjerg, Vanløse, Østerbro og indre by og Center Syd, der dækker Amager, Christianshavn, Vesterbro og Valby, og de ledige stillinger fordeler sig på både Center Syd og Center Nord.

Sygeplejersker og SOSU-assistenter og hjælpere gør en forskel

“Jeg har arbejdet i den sociale hjemmepleje i 12 år, og jeg vil aldrig videre.” Sådan siger Jeanne Pia Philipsen, som er SOSU-hjælper i den sociale hjemmepleje.

Jeanne Pia Philipsen og hendes kollega Bonnie Bønnelycke har arbejdet i den sociale hjemmepleje i flere år. De er ansigterne på vinterens kampagne, der skal trække flere medarbejdere til arbejdet med at hjælpe udsatte københavnere. Deres arbejde er meget varierende, og begge kvinder møder hver dag borgerne i eget hjem.

“På en typisk arbejdsdag har jeg fem til 10 borgere, som jeg skal på hjemmebesøg hos. Der er aldrig to dage, der er ens. En rigtig god dag for mig er, når jeg ved, at jeg har hjulpet. Når jeg går ud ad døren, skal der helst være et taknemmeligt og glad menneske, og hvis borgeren ikke er helt glad, så er han eller hun i hvert fald hjulpet godt på vej. Det skal være tydeligt, at jeg har gjort en forskel,” siger Bonnie Bønnelycke.

Jeanne Pia Philipsen og Bonnie Bønnelycke kan begge godt lide den forskel de gør, og de er glade for at kunne støtte op om at finde flere medarbejdere, der vil være med til at hjælpe de udsatte borgere.

Rekrutteringskampagnen for den sociale hjemmepleje kan blandt andet ses på plakater i København i uge 50. Derudover vil der løbende være gode historier om den vigtige indsats på Københavns Kommunes sociale medier og annoncer i relevante fagblade.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/den-sociale-hjemmepleje-mangler-sosuer-og-sygeplejersker?releaseId=13605817

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu