PRM / Der er ingen fremtid i finansloven

30. august 2018 14:58 | Af: Ritzau Info
 

Regeringens finanslovsforslag prioriterer ikke investeringer i fremtiden, vækst og uddannelse. Til gengæld er der afsat 520 mio. kr. til afgiftslettelser.

Pressemeddelelse fra HK/Danmark

Kim Simonsen, formand for HK Danmark, er især skuffet over, at erhvervsuddannelserne ikke tilføres mærkbart flere midler:

“Erhvervsuddannelserne er de sidste mange år sakket agterud i både prestige, popularitet og penge. Det er ikke holdbart, hvis vi gerne vil have flere – og bedre uddannede – faglærte. Regeringens forslag om at sløjfe de planlagte besparelser i 2022 er simpelthen ikke nok for at vende den udvikling. Regeringen gambler med erhvervslivets fremtid, når man ikke sikrer uddannelsen af den kvalificerede arbejdskraft, der er brug for fremover”.

Kim Simonsen finder det paradoksalt, at der sættes ambitiøse mål, men uden at ambitiøse midler følger med:

“Det er blot fire år siden, at en bred kreds af politiske partier blev enige om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en erhvervsuddannelse. Det er et svigt, hvis målet ikke følges op med et permanent løft”, siger Kim Simonsen, der håber, at en væsentlig del af reserven på 600 mio. kr. bruges på at øge både kvaliteten og optaget på erhvervsuddannelserne.

Derudover er Kim Simonsen skuffet over, at regeringen ikke har fokus på at forbedre arbejdsmiljøet og indsatsen mod social dumping:

“De sidste ti år har Arbejdstilsynet fået fyrre procent færre ansatte til at kontrollere arbejdsmiljøet på virksomhederne. Samtidig oplever vi et psykisk arbejdsmiljø, der kun går den forkerte vej. Der er brug for at tilføre Arbejdstilsynet 80 mio. kr. alene for at sikre, at de har de samme midler som i 2015”.

Et bedre arbejdsmiljø er helt afgørende for at danskerne kan blive længere på arbejdsmarkedet, fremhæver Kim Simonsen:

“Når pensionsalderen hæves, skal arbejdsmiljøet altså følge med. Det er godt, at regeringen bruger 100 mio. kr. årligt til indsatsen på psykiatriområdet. Forhåbentlig kan de give hurtig og effektiv behandling til de mange danskere, der rammes af stress. Men det er symptomatisk, at Tour de France får flere penge og omtale i finanslovsforslaget end arbejdsmiljøindsatsen, der ikke nævnes med ét ord”.

Kontakt:

For yderligere kommentarer kontakt pressemedarbejder Christian Severin Larsen på 2082 8316 eller christian.severin.larsen@hk.dk.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/der-er-ingen-fremtid-i-finansloven?releaseId=13446784

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu