ANNONCE

PRM / Der skal ikke spilles hasard med danske produktionsarbejdspladser

9. marts 2020 10:00 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Metal hilser mange af Klimarådets tiltag velkomne, men er lodret imod markant højere CO2-afgifter.

Pressemeddelelse fra Dansk Metal

Klimarådet har netop offentliggjort deres nyeste rapport, der indeholder en lang række tiltag til at nå 70 procent-målsætningen. Dansk Metal er tilhængere af 70 procent-målsætningen, og hilser mange af tiltagene velkomne. Der er dog også problematiske forslag. Det drejer sig blandt andet om forslaget om markant højere CO2-afgifter frem mod 2030. Formand for Dansk Metal Claus Jensen siger:

“Klimarådet kommer med mange spændende forslag som Dansk Metal støtter. Forslaget om at skrue markant op for CO2-afgifterne for industrivirksomhederne i Danmark er vi dog lodret imod. Det vil i praksis virke som en særafgift på danske produktionsarbejdspladser, som er i stærk international konkurrence. Konsekvensen af at gennemføre forslaget vil være udflytning af gode danske arbejdspladser uden det batter på det globale CO2-udslip.”

Dansk Metal forventer, at industrien tager et stort ansvar og i høj grad kommer til at bidrage til den grønne omstilling. Både på grund af hensynet til klimaet og miljøet, men bestemt også fordi der i fremtiden vil være en stor konkurrencemæssig fordel ved salg af produkter med en lav CO2-udledning.

“De danske produktionsvirksomheder er selvfølgelig ikke i mål på den grønne dagsorden, men de har allerede gjort meget for at mindske CO2-udledningen. Som Klimarådet påpeger, så er de fleste energiinvesteringer heldigvis rentable allerede i dag, og derfor er der ingen grund til at spille hasard med konkurrenceevnen og de mange tusinder arbejdspladser vi har i ProduktionsDanmark” siger Claus Jensen.

Det vækker genklang hos Dansk Metal, at Klimarådet også har fokus på det såkaldte udviklingsspor, der skal sikre, at der udvikles nye omstillingselementer, der kan bidrage til den mere langsigtede målsætning om klimaneutralitet i 2050.

“Verden står ikke stille efter 2030, og Danmark har en målsætning om klimaneutralitet i 2050. Det kan kun nås gennem øget forskning og udvikling, og som Klimarådet så rigtigt skriver, så haster det med at få udviklet dette spor. Jeg ser samtidig et stort behov for en ny og mere udbygget infrastruktur, der kan understøtte den grønne omstilling,” slutter Claus Jensen, formand i Dansk Metal.

Kontakt:

Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/der-skal-ikke-spilles-hasard-med-danske-produktionsarbejdspladser?releaseId=13589641

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu