ANNONCE

PRM / Derfor samler Folkekirkens Nødhjælp ind på Kvindernes Internationale Kampdag

3. marts 2020 14:42 | Af: Ritzau Info
 

På søndag går op imod 15.000 mennesker på gaden for at samle ind til klimahjælp til verdens fattigste. To ud af tre indsamlere er kvinder.

Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

En skoldhed sommer, det vådeste efterår nogensinde og en våd og rekordvarm vinter. Klimaforandringerne er ikke længere noget, vi venter på. Forandringer er her allerede.

På trods af at mange danskere lige nu selv står i vand til knæerne, så ser det alligevel ud til, at danskerne møder talstærkt op på søndag, når Folkekirkens Nødhjælps samler ind til klimahjælp til verdens fattigste.

Kvindernes Internationale Klimadag

Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling ligger i år på Kvindernes Internationale Kampdag.

Det er ikke nogen tilfældighed, for ifølge FN er 80 procent af verdens klimaflygtninge nemlig kvinder. Klimaforandringer river livsgrundlaget væk under verdens fattigste og er med til at rulle de seneste årtiers fremskridt for piger og kvinders rettigheder tilbage.

“Vi har særligt fokus på kvinder i vores internationale klimaarbejde – og derfor giver det god mening at samle ind den 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag. Og så er det jo bare ekstra glædeligt, at så mange danske kvinder vælger at give et par timer af deres dag til fordel for nogle af verdens fattigste kvinder,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

To timer kan redde liv

Folkekirkens Nødhjælps indsamling er en årlig begivenhed med mere end 700 indsamlingssteder. Indsamlingen er drevet af frivillige ildsjæle. Det gælder for eksempel Anne, der for seks måneder siden blev mor for første gang, og som nu arrangerer indsamlingen i både Tølløse og Soderup. I Esbjerg kører den lokale Puck Maxi-bande rundt og samler ind, og i Karise går en efterskole for handicappede på gaden i højt humør.

“Jeg ser frem til på søndag. Vi har et fælles ansvar for at give en sund klode videre til de næste generationer. Derfor håber jeg at se rigtig mange indsamlere, der er klar til at give to timer af deres søndag til verdens vigtigste sag,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Folkekirkens Nødhjælps indsamling starter på søndag kl. 09, og der vil være indsamlere på gaden indtil mørkets frembrud.

Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så kan du stadig nå det på www.blivindsamler.dk

Kontakt:

Pressekontakt: Bjørn Bang Jakobsen tlf. 29700624 eller bbja@dca.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/derfor-samler-folkekirkens-nodhjaelp-ind-pa-kvindernes-internationale-kampdag?releaseId=13589292

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu