ANNONCE

PRM / Det bornholmske sommerhusmarked går usikker fremtid i møde

6. april 2020 05:00 | Af: Ritzau Info
 

Sommerhusene på Bornholm har været i høj kurs de senere år, og antallet af handler og priser er steget. Men med den nuværende coronakrise går sommerhusmarkedet en usikker fremtid i møde, vurderer Dansk Byggeri.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Der var godt gang i sommerhussalget på Bornholm sidste år, hvor 123 sommerhuse skiftede hænder. Det er en stigning på 73 procent sammenlignet med 2014, viser en analyse fra Dansk Byggeri, der bygger på de seneste tal fra Finans Danmark.

– Bedre vilkår for at låne penge, stigende friværdier i egen bolig og en samfundsøkonomi i god form frem til starten af 2020 er noget af det, der har været med til at skubbe sommerhussalget i vejret, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.

Men fremtidsudsigterne for sommerhusmarkedet er blevet mere usikre.

– På den ene side gør udbruddet af coronavirus, som har lukket grænserne og stoppet rejseaktiviteten, nu sommerhusferien i Danmark endnu mere tillokkende for danskerne selv. Og danskernes stigende klimabevidsthed kombineret med en række varme danske somre de senere år kan gøre sommerhusene mere eftertragtede. Men når det gælder salg af sommerhuse, kan coronapandemien også betyde, at der bliver lagt en dæmper på handelsaktiviteten, ligesom vi ser på det ordinære boligmarked. Salget af sommerhuse risikerer faktisk at blive ramt hårdere end det øvrige boligmarked, fordi sommerhuse er et luksusgode, som man typisk sparer på, hvis privatøkonomien bliver ramt, siger Jacob Hangaard.

Hvilke effekter, der ender med at veje tungest, kommer blandt andet til at afhænge af, hvor lang tid krisen og nedlukningen af dele af samfundet varer, og i det hele taget hvor hårdt arbejdsmarkedet og økonomien bliver ramt, vurderer han.

Stigende priser

Sommerhusenes stigende popularitet har fået kvadratmeterpriserne til at stige. På Bornholm er priserne steget med cirka to procent fra 2018 til 2019. Sammenligner man med 2014 er prisstigningerne endnu større. Dengang kostede et sommerhus på Bornholm i gennemsnit 11.998 kroner per kvadratmeter. Sidste år var kvadratmeterprisen i gennemsnit 15.878 kroner, svarende til en stigning på cirka 32 procent.

Kontakt:

Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard, jha@danskbyggeri.dk, telefon 61 66 53 58
Pressemedarbejder Sarah Stendorf Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/det-bornholmske-sommerhusmarked-gar-usikker-fremtid-i-mode?releaseId=13591386

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu