ANNONCE

PRM / DGI glæder sig over flere penge til idrætsforeningerne: Hver en krone tæller

19. juni 2020 18:21 | Af: Ritzau Info
 

Politikerne fortjener ros for sommerpakken og flere penge til idrætten. Pengene falder på et tørt sted, og hver en krone tæller for foreningerne, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Pressemeddelelse fra DGI

Aflyste stævner, lukkede haller, og ingen mulighed for at tjene lidt penge til klubkassen ved frivilligt arbejde har været hård kost for landets idrætsforeninger.

Derfor er DGI særdeles glad for den politiske aftale om den såkaldte sommerpakke, der blev præsenteret fredag. Aftalen har stor betydning for idrætsforeningerne, fordi der i alt er afsat 100 millioner kroner til flere forenings- og idrætsoplevelser for danskerne.

DGI er organisation for flere end 6.400 lokale idrætsforeninger med ca. 1.7 millioner medlemmer, og det har været tydeligt, at mange foreninger er hårdt ramt økonomisk af corona-krisen.

“Idrætsforeningerne er i fuld gang med at genåbne deres aktive fællesskaber. Men foreningslivet er hårdt ramt økonomisk. Det er derfor afgørende, at børn, unge og voksne har et stærkt foreningsliv at vende tilbage til. Pengene falder på et tørt sted,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Penge til økonomisk ramte foreninger – og til sommeraktiviteter

Den politiske aftale betyder bl.a.:

  • 50 millioner kroner afsættes til at udvide de eksisterende støtte-ordninger for foreninger, herunder DIF og DGI’s coronahjælpepuljen. De 50 millioner ekstra fordeles via de tre fordelingspuljer under DIF, DGI, Firmaidrætten og DUF. Målet med puljen er at afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreninger oplever på grund af aflyste arrangementer, manglende indtægter mv. som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.
  • 50 millioner kroner afsættes til en pulje, som fx lokale idrætsforeninger under DIF og DGI og medlemsorganisationer under DUF kan søge til at skabe aktiviteter og oplevelser for danskerne i sommeren 2020. Det kan være gode kulturoplevelser, mindre lokale motionsløb, sangaftner, mindre ældresportsstævner, foredrag mv.

Med aftalen om sommerpakken følger politikerne op på den aftale, der blev indgået i april om et tilskud på 50 millioner kroner til at afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreninger oplever på grund af aflyste arrangementer og manglende indtægter som følge af COVID-19.

Heraf var 44 millioner kroner øremærket idrætten. Men da DIF og DGI i maj måned modtog ansøgninger til puljen, stod det klart, at behovet reelt var langt større. I alt blev der således ansøgt om 257 millioner kroner.

Og selv om foreningernes arbejde kan være svært at gøre op i kroner og øre – så er pengene helt afgørende for, at der er et velfungerende foreningsliv også på den anden side af corona-krisen.

“Foreningerne yder et kæmpe bidrag til den fysiske, sociale og mentale sundhed og skaber den sammenhængskraft, som der tales så meget om. Et bidrag, som vi slet ikke kan undvære,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Tak til politikerne for at lytte

DGI har sammen med Danmarks Idrætsforbund, DIF, Dansk Ungdomsfællesråd, DUF og Firmaidrætten derfor arbejdet politisk for flere penge til puljen, der med klare retningslinjer går til foreningslivet.

“Vi er rigtig glade for, at politikerne har stor forståelse for, at mange idrætsforeninger er udfordrede på økonomien, og at der blandt andet skulle flere penge i hjælpepuljen til for at sikre, at de aktive fællesskaber fortsat kan være attraktive og forhåbentlig også få flere med,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Kontakt:

Formand Charlotte Bach Thomassen tlf.: 30283295 email: Charlotte.Bach.Thomassen@dgi.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dgi-glaeder-sig-over-flere-penge-til-idraetsforeningerne-hver-en-krone-taeller?releaseId=13595670

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu