PRM / Digitalt kørekort til alle skal sikre fremtidens vækst og job

6. september 2019 07:31 | Af: Ritzau Info
 
Del:

Nyt forslag fra HK, Dansk Erhverv og Digital Dogme vil med et gratis uddannelsesprogram give alle over 18 år digitale kompetencer, som er afgørende på fremtidens arbejdsmarked.

Pressemeddelelse fra HK Danmark

Skal Danmark vinde på, at nye teknologier, digitalisering og automatisering vender op og ned på vores arbejdsmarked? Så kræver det en arbejdsstyrke, som er godt klædt på til det.

Men hver anden voksne dansker mangler computer-erfaring eller grundlæggende færdigheder indenfor information, kommunikation og teknologi, viser 2019-tal fra OECD.

HK, Dansk Erhverv og initiativet Digital Dogme går nu sammen ud med et nyt forslag: Alle danske borgere over 18 år skal gratis kunne tage et online uddannelsesprogram, der styrker grundlæggende digitale kompetencer og giver en stærkere forståelse for digitalt design, data og programmering.

Om forslaget siger André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany og stifter og repræsentant for Digital Dogme:

– Vores forslag er det første vigtige skridt til at sørge for, at alle har et godt kendskab til it, data og teknologi at stå på. Det er ikke kun afgørende for os, som lever af at udvikle, vedligeholde og sælge it-systemer. Det er afgørende for Danmark og Danmarks fremtid.

Prisen for uddannelsesprogrammet ventes at blive, hvad der svarer til 1 krone pr. borger i Danmark – seks millioner. Og de penge er godt givet ud, understreger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv:

– Hvis danske virksomheder skal blive ved med at være konkurrencedygtige og skabe vækst, velstand og job i Danmark, så skal de have adgang til den bedst mulige arbejdskraft. Og ifølge World Economic Forum kan Danmark i 2025 opnå en gevinst på knap 90 milliarder, hvis vi bliver bedre til at udnytte de teknologier, som vi allerede har i dag.

Programmets emner er inspireret af faget Teknologiforståelse, der lige er startet som forsøg på 46 folkeskoler. Men hvorfor ikke også fokusere på den arbejdsstyrke, vi har netop nu, spørger Kim Simonsen, formand for HK.

– Digitalisering og teknologi spiller en større og større rolle på arbejdsmarkedet. Det er nærmest umuligt at nævne et job i dag, som ikke kræver it-forståelse. Uanset om du arbejder i et supermarked, i Borgerservice eller på kontor. Så det er helt essentielt, at alle har gode digitale kort på hånden.

I Finland deltager 185.000 allerede et lignende uddannelsesprogram om kunstig intelligens, som er udviklet i samarbejde med Helsinki University.

Kontakt:

HK Danmark: Kommunikationschef Søren Gisselmann, mobil: 2460 0605, mail: soeren.gisselmann@hk.dk

Dansk Erhverv: Pressekonsulent Thomas Giolla-Møller, mobil: 6118 4476, mail: tgm@danskerhverv.dk

Netcompany: Communications Advisor Ask Riis, mobil: 5040 8511, mail: xasri@netcompany.com

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/digitalt-korekort-til-alle-skal-sikre-fremtidens-vaekst-og-job?releaseId=13578818

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu