ANNONCE

PRM / Dispensation sender knap 13 mio. kroner til opsagte medarbejdere i Københavns Lufthavn og virksomheder i flybranchen

18. september 2020 09:29 | Af: Ritzau Info
 

Jobcenter Tårnby har søgt om knap 13 mio. kroner til at hjælpe 724 afskedigede fra Københavns Lufthavn og tre virksomheder i flyindustrien videre i nyt job. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har bevilget pengene, som kan bruges på hjælp til jobsøgning og opkvalificering.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Mange mennesker, der har arbejdet i flybranchen, står uden job på grund af coronakrisen, og flere kommer til. Københavns Lufthavn har opsagt 555 medarbejdere, Sunclass Airlines 146 medarbejdere og Danish Refuelling Service samt SST Fuelling Services må sige farvel til henholdsvis 12 og 11 ansatte.

Jobcenter Tårnby har derfor søgt om midler fra varslingspuljen for at lave en særlig indsats, der skal hjælpe de fyrede over i et andet job, da man vurderer, at de ikke kan forventes tilbage til arbejdet i lufthavnen foreløbigt. Jobcentret peger på, at der er mange ufaglærte eller grupper af faglærte, som vil få svært ved at finde et andet arbejde på det lokale arbejdsmarked, og mange har brug for opkvalificering for at kunne lave et brancheskift.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard dispenserer fra de normale kriterier, fordi der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang, og muligheden for at finde et andet job i nærheden er begrænset.

Hjælpen til de afskedigede i Københavns Lufthavn er på ca. 10,4 mio. kroner. Der er ca. 2,1 mio. kroner til opsagte medarbejdere i Sunclass Airlines, mens 400.000 går til indsatsen for personerne fra Danish Refuelling Service og SST Fuelling Services.

Opkvalificeringen skal ske til brancher med mangel på arbejdskraft. Kurserne vil bl.a. være rettet mod lager og logistik, forskellige former for kørekort, detailhandel og salg og service.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– De store tab i flybranchen på grund af corona giver nogle kæmpemæssige udfordringer i hele Københavnsområdet, men især på Amager. Regeringen har gjort en masse for at holde hånden under tusindvis af job, men vi undgår ikke fyringer, når der ikke er meget arbejde tilbage for en hel branche.

– Mit håb er, at vi får hjulpet de mange jobsøgende over i andre brancher, hvor der er behov for deres gode arbejdskraft. Ledighed er gift for samfundet, og det er en opgave, vi skal løse i fællesskab.

Kontakt:

Beskæftigelsesministeriet

Pressevagt: 51232830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dispensation-sender-knap-13-mio-kroner-til-opsagte-medarbejdere-i-kobenhavns-lufthavn-og-virksomheder-i-flybranchen?releaseId=13600143

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu