PRM / Dyrenes Beskyttelse: Endeligt forslag om falkejagt er i strid med dyreværnsloven

22. juni 2018 06:00 | Af: Ritzau Info
 

Miljø- og Fødevareministeriet vil indføre jagt med rovfugle på større dyr. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at jagt og regulering af ænder, gæs, kaniner og harer som minimum udelades i den endelige bekendtgørelse.

Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse

Harer, vildkaniner, ænder, krager, råger, husskader, måger, ænder, hønsefugle, gæs, vadefugle, duer og blishøns. Disse dyr bliver det måske muligt for falkonerer at jage ifølge et nyt udkast til bekendtgørelse om jagt og regulering med brug af rovfugle.

Men Dyrenes Beskyttelse er langt fra tilfredse med det nye udkast. Organisationen er fortørnet over, at man i bekendtgørelsen sniger muligheden ind for at bruge falke til jagt på harer, kaniner, gæs og ænder.

“Det var ikke formålet med revision af jagtloven, hvor man til at starte med havde fokus på særligt jagt af mindre dyr som mus og rotter og regulering af måger og råger,” siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at det lever op til dyreværnsloven. I dyreværnsloven står der blandt andet, at den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.

“Selv for en erfaren rovfugl er harer og gæs store og svære dyr at nedlægge. Naturens rovfugle er effektive jægere. Men selv når de jager, får de ikke alt det bytte, de eftersætter. De efterlader mange sårede byttedyr med udsigt til en langsom død på grund af skader, de får ved kontakt med rovfuglen. Det forværres, når den jagende rovfugl er en tam jæger i dårlig form,” siger Michael Carlsen.

Forbud mod falkejagt

I forhold til det udsendte udkast anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at jagt og regulering af ænder, gæs, kaniner og harer som minimum udlades af den endelige bekendtgørelse.

Hvis det stod til organisationen, skulle jagt med brug af rovfugle helt forbydes, da det kan udvikle en øget efterspørgsel efter hold af fugle i fangeskab, som vil skabe problemer med dyrevelfærden.

“Hold af rovfugle kræver meget store forhold, hvis det i tilstrækkelig grad skal tilgodese fuglenes naturlige adfærd. Det er ikke nok at lufte fuglene i ny og næ. Kun de færreste rovfugleholdere tilbyder fuglene ordentlige forhold i fangenskab,” siger Michael Carlsen.

Kontakt:

Projektleder biologi/fauna Michael Carlsen tlf.: 33287014 email: mc@dyrenesbeskyttelse.dk

Medievagten tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dyrenes-beskyttelse-endeligt-forslag-om-falkejagt-er-i-strid-med-dyrevaernsloven?releaseId=13099165

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu