ANNONCE

PRM / Ekspertgruppe klar med rapport om karakterskala

1. oktober 2020 06:04 | Af: Ritzau Info
 

Regeringen nedsatte i foråret en ekspertgruppe, der skulle se på fordele og ulemper ved modeller for en ændret karakterskala. Ekspertgruppens rapport er nu klar, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ser frem til at tage den med i den videre proces.

Pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet

En evaluering af 7-trins-skalaen slog sidste år fast, at der er udfordringer med den nuværende karakterskala. Blandt andet er der store spring i midten af skalaen, som gør det svært at synliggøre elever og studerendes faglige udvikling, og så er der generelt et for stort fokus på fejl og mangler.

Derfor nedsatte regeringen i foråret en ekspertgruppe, der skulle se på fordele og ulemper ved mulige modeller for en ændret karakterskala.

Ekspertgruppen er nu klar med sin rapport.

“Regeringen vil nu dykke ned i rapporten og tænke os grundigt om. Vi ser en alt for stor mistrivsel blandt børn og unge, så det er vigtigt, at vi letter noget af presset fra eleverne,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Noget af det, som evalueringen af den nuværende 7-trins-skala pegede på, var, at der i toppen af skalaen er sket en karakterinflation, så kun 10 og 12 ofte opfattes som gode karakterer. Samtidig sender det et unødigt negativt signal at kunne give minuskarakterer.

Derfor sætter uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen stor pris på det store faglige arbejde, som ekspertgruppen nu har lagt i rapporten, og hun ser frem til at tage den med i den videre proces.

“Den måde vi giver vores børn og unge karakterer på betyder noget. Derfor er det en vigtig politisk diskussion, der venter, når vi har set på de forskellige fordele og ulemper, som eksperterne er nået frem til. Det er regeringens ansvar at skabe rammer, der bidrager til både læring og trivsel. Her spiller karaktergivning en væsentlig rolle,” siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Ekspertgruppens rapport beskriver fordele og ulemper ved følgende fire karaktermodeller:

  • En videreudviklet 7-trins-skala med karaktererne 00, 02, 4, 6, 8, 10, 12, hvor 00 er ikke-bestået.
  • En ny karakterskala med karaktererne 0, 1, 2, 3, 4, 5, 6, hvor 0 er ikke-bestået.
  • En genindførelse af 13-skalen med karakterne 00, 03, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 13, hvor 00, 03 og 5 er ikke-bestået.
  • Et karaktersystem baseret på point fx fra 00-100, hvor 0-35 typisk vil være ikke-bestået.

Læs mere i rapporten her.

Fakta: Ekspertgruppens medlemmer

Per Holten-Andersen (tidl. rektor på CBS), formand

Camilla Hutters (Københavns Professionshøjskole), medlem

Hanne Beermann (Professionshøjskolen UCN), medlem

Hanne Leth Andersen (Roskilde Universitet), medlem

Jesper Arkil (Arkil Holding A/S), medlem

Lars Ulriksen (Københavns Universitet), medlem

Lene Tanggaard (Designskolen Kolding), medlem

Marianne Kvist (Sølvgade Skole), medlem

Martin Mejlgaard (tidl. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), medlem

Nanna Højlund (Fagbevægelsens Hovedorganisation), medlem

Rasmus Holme (Lærerstuderendes Landskreds), medlem

René La Cour Sell (De Erhvervsøkonomiske Universitetsuddannelser), medlem

Signe Tolstrup Mathiasen (Danske Studerendes Fællesråd), medlem

Søren Hindsholm (Nørresundby Gymnasium og HF), medlem

7-trins-skalaen

EVAs evaluering fra 2019 peger på, at 7-trins-skalaen har en række udfordringer, herunder at:

De store spring mellem skalaens midterste karakterer, 4-7-10, gør det svært at synliggøre elevers og studerendes faglige progression.

Springene bidrager til, at kun 10 og 12 opfattes som gode karakterer, hvilket kan være en medvirkende årsag til den identificerede karakterinflation på de videregående uddannelser.

Trinbeskrivelserne, som knytter sig til de enkelte karakterer, fokuserer på i hvor høj grad præstationen lever op til de faglige mål, herunder også på mangler ved præstationen. Dette fokus på mangler kan være uhensigtsmæssigt set ud fra et læringsperspektiv.

Der er ikke mulighed for at anerkende og fremhæve den ekstraordinære præstation.

Karakteren -3 sender et unødigt negativt signal. I praksis bruges karakteren dog sjældent.

Karakterniveauet har været stigende siden skalaens indførelse på alle uddannelsesniveauer. Der gives især mange 12-taller på de videregående uddannelser.

For pressehenvendelser, kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon, tlf.: 72318181

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ekspertgruppe-klar-med-rapport-om-karakterskala?releaseId=13601045

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu