PRM / Ekspertudvalg om arbejdsmiljø afleverer anbefalinger til regeringen

27. september 2018 12:31 | Af: Ritzau Info
 

Ekspertudvalget om arbejdsmiljø har i dag afleveret deres rapport til regeringen med anbefalinger til en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Ekspertudvalget om arbejdsmiljø har i dag afleveret deres rapport til regeringen med anbefalinger til en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.

Ekspertudvalget om arbejdsmiljø har nu afsluttet sit arbejde, og udvalgets formand Pia Gjellerup har i dag præsenteret udvalgets anbefalinger til en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.

Fælles for anbefalingerne er, at arbejdsmiljøindsatsen i højere grad skal tage udgangspunkt i de enkelte arbejdspladser og deres udfordringer med arbejdsmiljøet.

Udvalget anbefaler bl.a., at indsatsen målrettes mere mod de arbejdspladser, der har størst risiko for problemer. Arbejdstilsynet skal desuden kunne tilbyde mere vejledning og indgå forpligtende aftaler med virksomheder, der vil arbejde for et bedre arbejdsmiljø – og ikke alene fokusere på påbud.

Derudover skal arbejdsmiljøreglerne være tilgængelige og forståelige for virksomhederne, ligesom det anbefales, at regeringen og arbejdsmarkedets parter fastsætter fælles mål for arbejdsmiljøet.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Vi skal passe godt på de 2,8 millioner mennesker i Danmark, der hver dag går på arbejde. Det er dem, der får vores samfund til at hænge sammen, og de har selvsagt krav på et godt og trygt arbejdsmiljø. Desværre kan vi se, at stadig flere ansatte overbelastes fysisk og psykisk, og det er en uacceptabel udvikling. Derfor har jeg også set meget frem til at modtage udvalgets anbefalinger til, hvordan vi alle i fællesskab kan forbedre arbejdsmiljøet ude på landets arbejdspladser.

– Jeg vil gerne takke udvalget for dets store og vigtige arbejde. Det er danskernes arbejdsmiljø, der er på spil, og derfor har der været brug for at få vendt hver en sten og se, hvordan indsatsen kan skrues bedre sammen. Jeg vil nu præsentere anbefalingerne for Folketingets Beskæftigelsesudvalg og efterfølgende indkalde til politiske forhandlinger om anbefalingerne.

Ekspertudvalget om arbejdsmiljø er sammensat af en formand (Pia Gjellerup), fire sagkyndige eksperter og fire repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Det var Troels Lund Poulsen, der sidste år besluttede at nedsætte ekspertudvalget. Det skete, efter at en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viste, at den hidtidige indsats ikke førte til de ønskede resultater i forhold til de politisk fastsatte 2020-mål på arbejdsmiljøområdet. Ekspertudvalget fik blandt andet til opgave at kortlægge de alvorligste udfordringer med arbejdsmiljøet og undersøge effekterne af virkemidlerne. Herudover skulle udvalget gentænke arbejdsmiljøindsatsen, herunder se på arbejdsmiljøsystemets organisering og belyse de væsentligste udfordringer med at efterleve lovgivningen.

Læs mere her

Kontakt:

Kontakt Beskæftigelsesministeriets pressetelefon: 51232830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ekspertudvalg-om-arbejdsmiljo-afleverer-anbefalinger-til-regeringen?releaseId=13561287

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu