ANNONCE

PRM / Elever fra Syddansk Erhvervsskole vinder ny, national iværksætterkonkurrence ved Danish Entrepreneurship Festival 2020

19. november 2020 14:20 | Af: Ritzau Info
 

Tre elever fra kosmetikeruddannelsen i Odense strålede med deres innovative luplampe og vandt den helt nye iværksætterkonkurrence for erhvervsskoler, Kickstart Programme, ved Danish Entrepreneurship Festival 2020.

Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

Elever fra erhvervsskoler over hele landet har i efterårets løb arbejdet med gode idéer og virksomhedsopstart som en del af den helt nye iværksætterkonkurrence, Kickstart Programme. Torsdag den 19. november kulminerede efterårets indsats ved den nationale finale, hvor de bedste hold fra hele landet dystede om at overbevise erfarne dommere fra erhvervslivet om, at deres idé var den allerbedste.

Det var eleverne fra kosmetikeruddannelsens grundforløb på Syddansk Erhvervsskole i Odense, der løb med sejren og en pengepræmie på 10.000 kr., da finalen løb af stablen for første gang.

På grund af corona-situationen blev den nationale finale afholdt online, men det lagde ikke en dæmper på energien og entusiasmen, som syrede og boblede i det virtuelle univers med en hel dags benhård konkurrence blandt eleverne. Og jublen var stor, da teamet blev kåret som vindere med deres ledningsfri luplampe.

“Lige nu føles det helt uvirkeligt, det er som om, det ikke er gået op for os endnu. Det er lidt specielt, at vi bare sidder online i vores klasselokale, vi mangler lige klapsalver og bobler for rigtigt at kunne forstå det. Det er en kæmpe bekræftelse for os alle tre, at andre synes, vores idé er god,” lyder det fra de tre glade kosmetikerelever Celina Wickie Bejerholm, Stine Fie Falk og Louise Lulu Kjeldgård.

En lysende god idé

Kosmetiker-teamet vandt for deres ledningsfri luplampe, så man undgår at falde over ledningen i klinikken. Teamet har allerede udviklet den første prototype, og sejren har givet dem mod på at arbejde videre med produktet.

“Vi havde ikke regnet med, at vi kunne stå her i dag og levere et produkt, som nogen er interesseret i. Vi er startet fra nul med kun fem ugers undervisning i faget og har arbejdet os op derfra. Det er et kæmpe skulderklap og har givet os troen på os selv, for selvom vi er ret forskellige, kan vi godt arbejde sammen og komme frem til et kanon godt produkt. Nu skal hovederne i blød, så produktet kan komme frem i verden,” sagde de tre glade vindere.

Innovation og virksomhedsopstart på skoleskemaet

Det er første gang iværksætterkonkurrencen Kickstart Programme løber af stablen, og det nye initiativ er meget mere end en festlig kulmination på idémageri, iværksætteri og drømmeri. Kickstart Programme er et helt nyt undervisningstilbud i iværksætteri til erhvervsskolerne og skal sætte innovation og virksomhedsopstart på skoleskemaet for at klæde eleverne på til den virkelighed, der venter dem med uddannelsesbeviset i hånden.

“Som kommende medarbejder, specialist eller leder er evnen til at tænke nyt og værdiskabende i høj kurs hos arbejdsgiverne, og det er nøjagtigt de kompetencer, som eleverne træner i et undervisningsforløb som Kickstart Programme. Med en erhvervsuddannelse på CV’et går mange unge også et arbejdsliv i møde som selvstændig, og i Kickstart Programme styrkes elevernes evner i at starte og drive virksomhed med alt, hvad det indebærer fra at oprette CVR-nummer til at registrere moms og opstille budgetter,” siger Beate Laubel Boysen, ansvarlig for Kickstart Programme hos Fonden for Entreprenørskab.

Kontakt:

Stine Fie Falk, kontaktperson for teamet, stinefiefalk@hotmail.com, 52 50 01 04

Berit Bader Lemming, presse- og kommunikationskonsulent, berit@ffefonden.dk, 31 75 34 81

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elever-fra-syddansk-erhvervsskole-vinder-ny-national-ivaerksaetterkonkurrence-ved-danish-entrepreneurship-festival-2020?releaseId=13604686

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu