PRM / Elisa Rimpler genvalgt som formand for BUPL

30. november 2018 16:08 | Af: Ritzau Info
 

Pædagogernes formand hedder fortsat Elisa Rimpler. Hun blev fredag den 30. november genvalgt på BUPL’s kongres med stående klapsalver uden modkandidater

Pressemeddelelse fra BUPL

Det var en stolt og glad Elisa Rimpler, der fredag den 30. november blev genvalgt som pædagogernes formand. Det skete til stående klapsalver og uden modkandidater ved BUPL’s kongres i Nyborg.

“Jeg er glad for den tillid, som kongressen viser mig. Børneområdet er højt på den politiske dagsorden i øjeblikket. Dagtilbudsreformen og den styrkede pædagogiske læreplan er netop trådt i kraft, og den har en stor betydning for den måde, som pædagogerne arbejder på ude i daginstitutionerne. Men der er brug for flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver, hvis dagtilbudsreformen skal blive en succes”.

“Vi går et spændende år i møde. Venstres Lars Løkke Rasmussen har lanceret sit “barnets første 1000 dage” program med fokus på de mest sårbare børn. Socialdemokratiets Mette Frederiksen siger, at hun vil være børnenes statsminister. Der er med andre ord kamp om børnene, og det skal vi holde politikerne op på. Jeg vil fortsætte med at kæmpe for bedre vilkår for pædagoger og børn,” siger Elisa Rimpler om genvalget.

Elisa Rimpler er 48 år og uddannet pædagog fra Esbjerg Seminarium i 1999. Hun blev i 2010 valgt som lokalformand for BUPL Sydjylland, og fire år senere blev hun valgt som formand for hele BUPL.

BUPL’s delegerede blev på kongressen enige om en ny, langsigtet professionsstrategi, der skal løfte pædagogernes faglighed. Professionsstrategien skal styrke pædagogernes vilkår, så pædagogernes bliver så stolte af deres fag, at de bedre kan sige fra i forhold til dårlige arbejdsvilkår og manglende tid til forberedelse. Det skal især ses i lyset af nedskæringerne på børneområdet de seneste år.

“Vi skal styrke faget indefra og stå imod de systemer og koncepter, der udvander den faglige dømmekraft. Vi skal kunne tage de komplekse, faglige valg i den enkelte situation, sådan at vi for alvor kan gøre en forskel for de børn og unge, vi har i hænderne. Men det er et langt sejt træk. Vi skal i højere grad bekræfte hinanden i, hvor vigtige vi er, og hvor betydningsfuldt vores fag er for samfundet”, siger Elisa Rimpler.

BUPL’s næstformand Birgitte Conradsen blev også genvalgt på kongressen, da hun fik flere stemmer end modkandidaten Dorte Ellegaard, der til daglig er næstformand hos BUPL Nordsjælland. Lasse Bjerg Jørgensen blev genvalgt som hovedkasserer, mens Mette Skovhus Larsen og Lars Søgaard Jensen fortsætter som faglige sekretærer i BUPL’s forretningsudvalg.

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund BUPL blev oprettet i 1973, hvor de tre landsdækkende foreninger Dansk Barneplejeråd, Dansk Børnehaveråd og Foreningen af Fritidspædagoger blev slået sammen til ét forbund. Efter sammensmeltningen i 1973 var der ca. 6.000 medlemmer – kun en brøkdel af medlemstallet i dag. BUPL består i dag af 67.500 medlemmer.

For yderligere oplysninger:

Elisa Rimpler, formand i BUPL, tlf.: 40 23 20 69

Michael Andersen, pressechef i BUPL, tlf.: 23 44 53 83

Læs mere om BUPL’s kongres her: https://bupl.dk/om-bupl/bupls-organisering/kongressen/kongres2018/

Kontakt:

Elisa Rimpler, formand i BUPL, tlf.: 40 23 20 69

Michael Andersen, pressechef i BUPL, tlf.: 23 44 53 83

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elisa-rimpler-genvalgt-som-formand-for-bupl?releaseId=13564902

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu