ANNONCE

PRM / En digital leverandørkæde har aldrig været mere relevant

9. juni 2020 08:59 | Af: Ritzau Info
 

Danmark halter efter de øvrige nordiske lande i forhold til digital modenhed i leverandørkæden. Det kan få stor betydning for virksomhedernes evne til at tilpasse sig uforudsigelige hændelser som COVID-19. Det viser PwC’s nye rapport Connected and autonomous supply chain ecosystems 2025 med svar fra 1.412 globale virksomheder.

Pressemeddelelse fra PwC

PwC’s nye undersøgelse om virksomhedernes digitalisering af leverandørkæden viser, at knap halvdelen (48 %) af de danske virksomheder følger den digitale udvikling, mens hver fjerde virksomhed arbejder innovativt med digitaliseringsprocesser. Det er under det nordiske niveau, hvor virksomhederne i højere grad følger den digitale udvikling (55 %), ligesom de arbejder mere innovativt med digitale løsninger (34 %).

“Vores undersøgelse viser, at graden af digitalisering har en stor indvirkning på virksomhedens leverandørkæde og evne til at tilpasse de enkelte forsyningsled i forhold til omkostninger og risikostyring, samt deres evne til at være robust over for uforudsigelige hændelser. Derfor har det stor betydning, hvorvidt virksomheder arbejder digitalt med deres leverandørkæder,” understreger Jesper Vedsø, partner i PwC.

COVID-19-krisen stiller store krav til leverandørkæden
Både globale og danske virksomheder får i øjeblikket udfordret deres leverandørkædes effektivitet og robusthed på grund af COVID-19, som medfører store tilpasningskrav til virksomhederne.

“COVID-19 har vendt op og ned på de globale logistikkæder og givet store forstyrrelser i mange virksomheders leverandørkæder, hvor hastighed, agilitet og fleksibilitet er vigtigere end nogensinde. Og her kan en digitaliseret leverandørkæde gøre en stor forskel for virksomhederne,” fortæller Jesper Vedsø.

Undersøgelsen viser desuden, at kun 3 % af de danske virksomheder har en fra-start-til-slut-styring af deres leverandørkæde, og at under halvdelen af de danske virksomheder (43 %) har et internt integreret samarbejde på tværs af alle afdelinger. Samtidig viser undersøgelsen dog en tendens til, at flere og flere virksomheder vil have fuld kontrol og gennemsigtighed over alle led i leverandørkæden. Blot 33 % af alle virksomheder har dog opnået fuld gennemsigtighed over hele leverandørkæden:

“Det væsentligste ved at have kontrol og gennemsigtig er, at virksomheden kan få oplysninger om de finansielle, logistiske og produktmæssige forhold i realtid. På den måde kan virksomheden skabe et digitalt realtidsbillede af selve processen og ved hjælp af kunstig intelligens identificere særlige risiciområder og optimeringsmuligheder,” forklarer Jesper Vedsø.

Han henviser til, at en stor del af virksomhederne allerede er begyndt at arbejde med kunstig intelligens og dataanalyse. Virksomhederne bruger det som værktøj til at træffe bedre beslutninger og optimere deres forsyningskæde, og 7 ud af 10 globale virksomheder svarer i undersøgelsen, at de arbejder med kunstig intelligens i mindst ét led i forsyningskæden.

Om undersøgelsen
I PwC’s rapport Connected and autonomous supply chain ecosystems 2025 blev der gennemført 1.601 interviews fra 33 lande fordelt på syv forskellige industrier. Heraf er 79 danske, 110 nordiske og 1.412 globale respondenter.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-digital-leverandorkaede-har-aldrig-vaeret-mere-relevant?releaseId=13594779

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu