ANNONCE

PRM / Engbork afløser Rebsdorf som topchef i Visma e-conomic og Visma Software

28. oktober 2020 12:30 | Af: Ritzau Info
 

Lars Engbork er ansat som ny adm. direktør for Visma e-conomic A/S og Visma Software A/S. Den nye direktør er rekrutteret internt og skal fortsætte vækstrejsen og den nuværende eksekveringsstrategi

Pressemeddelelse fra Visma

På mange måder er det business as usual med Visma e-conomic A/S og Visma Software A/S, når 38-årige Lars Engbork den 1. november indtager chefstolen som afløser for Mads Rebsdorf, der er hentet til e-learning-virksomheden Kahoot fra årsskiftet. Den melding er der næppe noget overraskende i, når man ser de to topchefers CV. Begge har afsæt i software- og produktudvikling og teknik, ligesom de har været hos Oracle. Her hører lighederne til gengæld også op, for mens Mads Rebsdorf har haft en lang karriere i Visma-koncernen, siden han var ganske ung, har Lars Engbork været forbi SimCorp og har studeret på Henley Business School.

Lars Engbork har de seneste år været udviklingsdirektør i Visma e-conomic, hvor han har været involveret i mange dele af forretningen. Hans karriere startede med 12 år i SimCorp, hvorefter han i tre år var nordisk innovationsdirektør hos Oracle. Med stor teknisk og kommerciel viden og omfattende kendskab til IT-branchen blev Lars Engbork udpeget som oplagt afløser til Mads Rebsdorf af både lederteamet, eksterne headhuntere og folk i koncernledelsen:

– Beslutningen endte med at være overraskende let. Med tommelfingre op hele vejen rundt både internt og eksternt og med stærk støtte fra Mads behøvede jeg ikke at flippe en mønt for at finde ud af, hvem der er den bedste person til stillingen. Med dyb indsigt i teknologier, produkter og trends kan Lars Engbork bidrage til at styrke vores position yderligere på det danske marked, siger bestyrelsesformand i e-conomic og divisionsdirektør for SMB-segmentet i Visma, Ari-Pekka Salovaara.

Central figur for vækstambitioner

Det store kendskab til branchen og markedet kombineret med Lars Engborks kommercielle og tekniske erfaring er et stærkt afsæt for koncernens vækststrategi og ambitioner på det danske marked.

– Visma e-conomic er et fantastisk selskab med en talentfuld og engageret organisation og tusindvis af glade kunder og partnere. Det er derfor en super platform, og jeg har store forventninger til 2021, hvor vi vil skabe flere spændende muligheder for vores kunder og dansk erhvervsliv. Endelig er det fantastisk at være del af en koncern, hvor der investeres i vækst og ansatte til glæde for vores kunder, fortæller Lars Engbork.

Med 145.000 danske virksomheder som kunder har Visma e-conomic godt tag i markedet. Fokus for selskabet, de knap 300 ansatte og Lars Engbork er derfor at fastholde kundernes engagement og loyalitet samtidig med, at de over 100 udviklere udbygger og forbedrer cloudløsningernes funktionalitet og driver digitalisering af det danske samfund.

– I en digital virksomhed siger det sig selv, at teknologi har enorm indflydelse på både produkter og forretning, fordi det hele går så afsindig stærkt. Både for os men også for vores kunder, hvor teknologien har stor indflydelse på virksomhedernes muligheder og hverdag. Med sin baggrund er Lars Engbork den helt rigtige til at stå i spidsen for den rejse, som Visma er på, siger Mads Rebsdorf, der bliver i virksomheden året ud.

Privat bor Lars Engbork i Indre København. Fritiden bruges på madlavning, løb, cykling og styrketræning.

Kontakt:

– Lars Engbork, Udviklingsdirektør, lars.engbork@visma.com, tlf. 22 69 28 68
– Mads Rebsdorf, adm. direktør Visma e-conomic A/S og Visma Software A/S, mads.rebsdorf@visma.com, tlf. 21 61 91 00
– Head of marketing & PR, Visma, Kristian Bruun, Kristian.bruun@visma.com, tlf. 20 64 54 26

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/engbork-afloser-rebsdorf-som-topchef-i-visma-e-conomic-og-visma-software?releaseId=13603277

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu