ANNONCE

PRM / Erhvervsministeren fastholder den kontracykliske kapitalbuffer på 0 procent

30. september 2020 10:13 | Af: Ritzau Info
 

I lyset af den fortsat usikre økonomiske situation har erhvervsministeren besluttet at fastholde den kontracykliske kapitalbuffersats på 0 pct. for 3. kvartal 2020. Det skal sikre, at danskerne og virksomhederne fortsat kan låne penge i den svære tid.

Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

Regeringen frigav den 12. marts den kontracykliske kapitalbuffer. Dermed blev bufferen reduceret fra 1 pct. til 0 pct., hvilket betød, at bankernes udlånskapacitet blev øget med i størrelsesordenen 200 mia. kr.

“I marts stod vi pludselig i en svær økonomisk situation på grund af corona. Regeringen besluttede derfor at understøtte bankernes lån til danskerne og virksomhederne ved at frigive den kontracykliske kapitalbuffer.

Vi har indtil videre klaret corona-krisen på en økonomisk robust måde, men vi ved ikke, hvordan de næste måneder ser ud. Derfor har jeg besluttet at fastholde bufferen på 0 pct., så danskerne og virksomhederne også i fremtiden kan få hjælp fra deres bank. Den kontracykliske kapitalbuffer vil med andre ord først blive hævet i 2021, så det tidligst træder i kraft i 2022.”

Den kontracykliske kapitalbuffer er et kapitalkrav til penge- og realkreditinstitutternes polstring, der varierer med den økonomiske udvikling. Kravet øges, når det går godt og reduceres, når tiderne vender. Når bufferen er positiv, bindes der ekstra kapital i institutterne. Når bufferen frigives i dårligere tider, kan der tæres på denne kapital.

Formålet med den kontracykliske kapitalbuffer er at understøtte udlånet ved at frigive hele eller dele af bufferen i dårlige tider. Det bidrager til at forebygge, at der opstår en situation, hvor bankerne ikke kan låne ud til sunde kunder.

For Grønland og Færøerne fastsættes buffersatsen fortsat til 0 pct.

Kontakt:

Presserådgiver: Camilla Christensen Weigel, 91 33 70 97.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/erhvervsministeren-fastholder-den-kontracykliske-kapitalbuffer-pa-0-procent?releaseId=13600997

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu