PRM / EU forpligter medlemslandene til at lave planer for energivenlige bygninger

19. april 2018 13:26 | Af: Ritzau Info
 

EU parlamentet har vedtaget et nyt bygningsdirektiv, og Dansk Byggeri ser frem til, at det bliver ført ud i livet. Direktivet forpligter hver enkelt medlemsland til at lave en plan for, hvordan boliger og bygninger kan blive mere energivenlige.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri glæder sig over, at det nu er EU, der svinger taktstokken, når det gælder om at gøre vores bygninger mere energieffektive.

– I mange år har det været Danmark, der leverede inspiration og målsætninger til EU’s bygningsdirektiver. Men nu er det grønne ildsjæle i EU Parlamentet, der sætter dagsordenen for udviklingen af energivenlige bygninger. Det er et nybrud, som ikke mindst kan tilskrives en meget fornem indsats fra de to europaparlamentarikere Bendt Bendtsen, Konservative, og Morten Helveg Petersen, Radikale Venstre, siger Michael H. Nielsen.

– Bendt Bendtsen har stået i spidsen for arbejdet med det nye bygningsdirektiv og har dygtigt drejet fokus mere i retning af, at der skal ske en indsats i forhold til at reducere forbruget af energi i de bestående bygninger, siger han.

Ca. 40 procent af al den energi, der bruges i EU, bliver brugt i bygningerne til opvarmning, køling og strøm til forbrug. Målsætningen med bygningsdirektivet er at få sat forbruget af energi i bygninger ned, meget gerne ned til så tæt på nul energi som muligt.

Et væsentligt element i bygningsdirektivet er, at de enkelte medlemslande skal melde ind, hvor meget de er i stand til at reducere energiforbruget i bygninger. Det skal ske ved, at de i 2030 og 2040 konkret dokumenterer, at de er på rette vej, for eksempel via energirenovering af de bestående bygninger.

– De danske politikere kan passende lade sig inspirere af det nye bygningsdirektiv, når de i de kommende måneder skal forhandle en ny energiaftale på plads for Danmarks energipolitiske indsats frem mod 2030. Jeg konstaterer blot, at EU er langt mere ambitiøs, end jeg umiddelbart hører, at indholdet i regeringens udspil lægger op til, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, telefon: 20 28 52 64
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon: 21 24 47 02

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eu-forpligter-medlemslandene-til-at-lave-planer-for-energivenlige-bygninger?releaseId=12684894

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu