ANNONCE

PRM / EU-støtte i Odense: Ny app skal forklare borgerne, hvor klimaforandringer truer

7. august 2020 12:17 | Af: Ritzau Info
 

En avanceret klima-app – udviklet med EU-støtte – tages nu i brug i arbejdet med at klimatilpasse byen. Ambitionen er, at Odense skal være Danmarks grønneste storby – og at begrænse vand i kældrene. 

Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen

Odense Kommune går nye veje i det langsigtede arbejde med at tilpasse Odense til fremtidens store regnmængder. Det sker med den nyskabende app Klimaklar.

Appen er et af resultaterne af strukturfondsprojektet Klimatilpasning i Odense, som siden 2018 har været en central del af kommunens klimatilpasningsplanlægning. Appen bliver et vigtigt redskab for kommunens medarbejdere, når de skal forklare borgerne, hvad følgerne af klimatilpasningerne er, og hvad man som by gør for at tilpasse sig klimaforandringerne.

I Odense er der allerede flere klimatilpasningsprojekter i gang, og kommunens medarbejdere vil bruge appen til at forklare og visualisere over for borgerne i en række kvarterer i byen, hvorfor projekterne bliver lavet, og hvordan de gavner de enkelte byområder. Det er blandt andet planen at bruge appen til visualiseringer på borgermøder om klimatilpasning.

Programleder Carsten Emil Jespersen forklarer:

“Meningen med appen er at visualisere, hvilken effekt højere vandstand specifikt vil have i et bestemt område, og hvad det betyder for de borgere, der bor der – uden at de først skal mærke det på deres egen krop eller ejendom.”

Appen viser i 3D-format, hvordan vandstanden vil være i Odenses kvarterer, når de såkaldte 20, 50 og 100 års-hændelser indtræffer. Samtidigviser den, hvordan et bestemt område eller kvarter vil se ud ved en given vandstand, og appen kan visualisere regnbede, som ofte indgår i klimatilpasningsindsatsen af veje.

Tjek selv: Kommer der til at stå vand i dit område?

Appen kan også visualisere, om et bestemt lokalområde og faktisk også en bestemt adresse vil være i fare ved en 100 års-hændelse, eller om en bestemt vej eller park er truet af oversvømmelse, når voldsomme regnmængder rammer byen. Med appen kan kommunens medarbejdere også “møblere” et kvarter eller en vej med regnbede og træer, så man kan se, hvordan et klimatilpasningsprojekt vil se ud, når det foldes ud i lokalområderne.

Appen fungerer i denne omgang kun i Odense Kommune, men kan i princippet og med de rette kortdata eksporteres til alle landets kommuner.

Projektet har udover appen udviklet analyser, metoder og handleplaner, som samlet skal resultere i en bæredygtig klimatilpasning for Odense by. Hjælpen fra EU’s Regionalfond er en vigtig brik i dette arbejde, siger programlederen.

“Hvis vi ikke havde haft EU-projektet, havde vi ikke haft appen nu. Og delen med analyser begynder at komme nu – takket være midlerne fra EU,” siger Carsten Emil Jespersen.

Projektet Klimatilpasning i Odense drives af Odense Kommune og VandCenter Syd, og målet er – udover de indlysende fordele i at undgå oversvømmelser – et lavere energiforbrug og dermed reduceret CO2-udledning. I praksis skal det ske ved, at en stor del af regnvandet over en mangeårig periode kobles fra spildevandssystemet.

I stedet for at bruge ressourcer på at lede det rene regnvand til rensning på det nærmeste rensningsanlæg, håndteres regnvandet på overfladen, fx ved at lede det til en nærliggende å eller lade det sive ned i eksempelvis regnbede ved vejen.

Vækst, grundvand og klimaforandringer

I Odense Kommune er der i en årrække arbejdet med klimatilpasning, og opgaven er stor i en af Danmarks største byer, der dækker ca. 30 kvadratkilometer og fortsat er i vækst.

“Odense er ikke decideret truet af oversvømmelser over store områder, men der en potentiel risiko for, at en 100 års-hændelse kan oversvømme dele af den indre by. Og generelt har vores nuværende system svært ved at håndtere regnvandet, når det kommer intensivt og i så store mængder, som vi fx oplevede her i efteråret og vinter,” siger Gert Laursen, der er geolog i Odense Kommune.

Udover ekstrem regn og stigende vandmængder udfordres Odense også af den generelle vækst i byen. Byen er vokset hastigt over de seneste 20 år, og der er derfor anlagt meget nyt beton og asfalt, der reducerer vandets muligheder for naturlig nedsivning i jorden. Desuden er gamle – og utætte – kloakledninger, der fungerer som dræn, blevet erstattet af nye og tætte kloakledninger.

“Sammenlagt giver det en del af forklaringen på, hvorfor Odense er udfordret på klimaet. Fortsætter væksten, er vi vokset ud af kommunen i 2045, og byen er allerede nu ved at nå den størrelse, som vores kloaknet kan magte,” forklarer Gert Laursen.

Derfor arbejder Odense Kommune i sin klimatilpasningsplan med at genskabe byens oprindelige vandstruktur. Det betyder, at regnvandet skal op fra kloakkerne og transporteres væk via ca. 150 km vandkorridorer – fx gamle åer – i de områder i byen, der kan blive berørt af store vandmængder.

Via appen Klimaklar kan Odense Kommunes medarbejdere virtuelt vise, hvordan regnbede, vejtræer og andre klimatilpasnings-elementer fungerer i et kvarter. Foto: Odense Kommune

Den største vandkorridor i Odense er Odense å, og åen fremhæves i EU-projektet, fordi åbredderne er friholdt for byggeri. Derfor arbejdes der på, at klimatilpasningsplanen, bl.a. med de nye vandkorridorer, indbygges i den nye kommuneplan, så fremtidigt byggeri respekterer vandkorridorerne.

“Det bliver vandhåndtering på en helt anden måde, end vi er vant til. Vi skal fra nu af tænke langsigtet og forebygge oversvømmelser ved at klimatilpasse,” siger Carsten Emil Jespersen.

FAKTA Om “Odense-modellen – Klimatilpasning i Odense”

Projektet Odense-modellen – Klimatilpasning i Odense begyndte i januar 2017 og slutter med udgangen af august 2021. EU’s Regionalfond har støttet projektet med 9,4 mio. kr.

Operatør på projektet er Odense Kommune med Vandcenter Syd som partner.

Projektet bidrager til Odense Kommunes målsætning om at reducere energiforbruget og dermed mindske CO2-udledningen – primært ved at afkoble regnvand fra spildevandssystemet. I projektet udvikles desuden analyser og metoder, som kan bidrage til en bæredygtig klimatilpasning, og det er også et mål for projektet, at arbejdsprocedurer og samarbejdsformer i planlægningen optimeres.

Læs mere om projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

FAKTA Om EU’s Regionalfond

I perioden 2014-2020 investerer EU’s Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.

Derfor medfinansierer EU’s Regionalfond projekter, der skal:

  • Styrke virksomhedernes innovationsevne
  • Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
  • Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
  • Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med over 30.000 indbyggere

Læs mere om EU’s Regionalfond og indsatsen i byerne hos Erhvervsstyrelsen

Kontakt

Odense Kommune:

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, 20 91 10 31

Gerda Hald, vicedirektør, Vandcenter Syd, 40 80 84 11

Boie Skov, afdelingschef, Bæredygtighed og Mobilitet, 24 90 59 34

Erhvervsstyrelsen:

Søren Munch, kommunikationskonsulent, SorMun@erst.dk, 35 29 17 75

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eu-stotte-i-odense-ny-app-skal-forklare-borgerne-hvor-klimaforandringer-truer?releaseId=13597612

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu