PRM / EUX-lærlinge strømmer ud i små virksomheder

17. oktober 2018 06:00 | Af: Ritzau Info
 

De mindre håndværksvirksomheder tager godt imod lærlinge fra EUX-uddannelsen, hvor eleverne samtidig med en erhvervsuddannelse har fag på gymnasialt niveau. I dag uddanner de halvdelen af de unge EUX-lærlinge i byggeriet. Virksomheder i Sydjylland, på Fyn og i Midt- og Vestjylland har flest lærlinge. En af dem er Byg og Bevar i Kerteminde.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Virksomheden Byg og Bevar i Kerteminde består af mester selv og to EUX-lærlinge. I øjeblikket er de i gang med at lægge tag på et parcelhus i udkanten af Odense, og tømrermester Kim Schmidt har hele tiden en lærling med på opgaven.

– Jeg har to EUX-lærlinge, så når den ene er i skole, er den anden her i virksomheden. På den måde dækker de hinanden ind, så jeg ikke står og mangler en lærling i længere tid. Jeg har oplevet EUX-lærlingene som mere målrettede og interesserede i faget, og så falder teorien dem meget nemt. Derfor har jeg været glad for at have lærlinge fra den nye uddannelse. Jeg har allerede ansat en ny til afløse min første lærling, som lige har været til svendeprøve, hvor han fik sølv, fortæller tømrermester Kim Schmidt.

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at virksomheder med nul til tyve ansatte står for at uddanne halvdelen af de 653 EUX-lærlinge, der sidste år var i praktik i bygge- og anlægsbranchen. Særligt de helt små virksomheder med under 10 ansatte har åbnet døren for EUX-lærlinge. Sidste år havde de tilsammen 215 EUX-lærlinge i lære. Og det er især mindre virksomheder i Sydjylland, Midt- og Vestjylland og på Fyn, der har taget EUX-lærlinge.

– EUX-lærlinge er lidt kortere tid i praktik, fordi de bruger mere tid på skolebænken. Derfor forventede vi, at de store virksomheder var bedre gearet til at tage EUX-lærlinge, fordi de ikke er lige så sårbare, hvis der i en periode mangler en i sjakket. Men her har de mindre virksomheder altså på kort tid formået at indrette sig, så det også passer ind i deres hverdag, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.

Mere tid på skolebænken

Eleverne på EUX-uddannelsen er lige som elever fra de traditionelle erhvervsuddannelser også i lære i en virksomhed. Men fordi de både får en studentereksamen og et svendebrev, bruger eleverne flere uger på skolebænken end de andre lærlinge.

– Det er klart, at det har været en udfordring for nogle virksomheder, fordi det kræver en ny måde at planlægge på, når en lærling er 20 uger i skole ad gangen frem for fx otte uger. Men på blot et år er andelen af EUX-elever i skolepraktik faldet fra 40 til 25 procent, så alt tyder på, at både små og store virksomheder har fundet ud af, at de længere skoleperioder godt kan passes ind i hverdagen, siger Louise Pihl.

Kontakt:

Underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, lop@danskbyggeri.dk, telefon 25 66 63 12
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, ans@danskbyggeri.dk, telefon 30 36 02 65

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eux-laerlinge-strommer-ud-i-sma-virksomheder?releaseId=13561949

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu