PRM / Få journalister har base uden for København: Giver et skævt billede af Danmark

14. november 2017 12:21 | Af: Ritzau Info
 

Kun 15 journalister på i alt otte landsdækkende aviser er ansat på en redaktion uden for København. Det viser en rundspørge foretaget af Danmark på Vippen. En så kraftig centrering har store konsekvenser for, hvordan virkeligheden dækkes, mener 35 borgmestre i et netop afsendt åbent brev til kulturministeren.

Pressemeddelelse fra Danmark på Vippen

Ser man bort fra Jyllands-Posten, som har hovedsæde i Viby J, arbejder kun 15 journalister på i alt otte landsdækkende aviser på en fast redaktion uden for København. Resten af de landsdækkende avisers journalister er placeret på en redaktion i hovedstaden, viser Danmark på Vippens rundspørge.

Det giver en meget skæv og ensidig fremstilling af Danmark, siger Kim Ruberg, næstformand i Danmark på Vippen:

“Hvor finder man historier som journalister? Det gør man der, hvor man lever og har sin hverdag. Og det betyder altså, at stort set alle historier i de landsdækkende aviser tager sit udgangspunkt i hovedstaden. Det skaber et helt skævt billede af Danmark,” siger Kim Ruberg, der bl.a. har en fortid som journalist på Jyllands-Posten.

Han opfordrer de landsdækkende aviser til at oprette flere regionale redaktioner:

“I dag lever og ånder de fleste journalister ét sted, mens størstedelen af danskerne bor et andet sted. Det er ganske enkelt ikke gavnligt for journalistikken og dermed for dækningen af det danske samfund. Når de landsdækkende aviser i dag laver en reportage uden for hovedstaden, er det ofte med udgangspunkt i, at journalisten og fotografen rejser ud. Det skaber automatisk et meget uheldigt billede af center og periferi. Derfor har vi også i flere år opfordret de landsdækkende aviser til at sprede deres redaktioner ud i Danmark. For aviserne, journalisterne og danskernes skyld,” siger Kim Ruberg.

Han bakker fuldt op om det åbne brev, som 35 borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd netop har sendt til kulturminister Mette Bock med et opråb om at gøre noget ved den skæve mediedækning i forbindelse med det kommende medieforlig.

I det åbne brev opfordrer borgmestrene til, at de nationale medier i større grad skal “garantere fast tilstedeværelse lokalt og regionalt.”

Geografisk dækning skal afspejles i mediestøtten
Kulturminister Mette Bock (LA) reagerer på det åbne brev i Avisen Danmark tirsdag:

“Jeg kan sagtens forstå borgmestrenes bekymring og deres opfordringer, fordi jeg mener også, at hele Danmark skal afspejles bedre i medierne. Sagen er bare, at det kan jeg som minister ikke gøre meget ved, fordi vi har en fri presse, der kan prioritere, som den vil,” siger hun.

Danmark på Vippen har lavet en undersøgelse af den danske mediestøtte, som viser, at 90 pct. af mediestøtten til de landsdækkende medier i 2016 blev udbetalt til medier i hovedstadsområdet. Kim Ruberg mener på den baggrund, at Kulturministeriet sagtens kan stille krav til de landsdækkende medier:

“Jeg forestiller mig en model, hvor mediestøtten også bliver givet på baggrund af, hvordan de landsdækkende medier er repræsenteret i Danmark. Det er et helt naturligt krav, hvis man skal modtage støtte som et landsdækkende medie,” siger Kim Ruberg, som også lægger op til, at støtten til de regionale og lokale dagblade i Danmark skal øges.

TV2 rykker mod København
Derudover bør kulturministeren også stille krav til DR og TV2. DR flytter i 2018 flere redaktioner til Aarhus og Aalborg, mens TV2 i årenes løb har flyttet flere og flere nyhedsjournalister fra Odense til København:

“Det var en meget klog beslutning, da man i sin tid placerede TV2 i Odense. Det gjorde en stor forskel i nyhedsjournalistikken og dækningen af hele Danmark. Desværre har TV2 lige så stille listet flere og flere redaktioner og nyhedsjournalister fra Odense til København i årenes løb, så også deres dækning nu er præget af journalisternes placering i hovedstaden. Det er i modstrid med selve den grundlæggende idé i forbindelse med etableringen af TV2,” siger Kim Ruberg.

Danmark på Vippens rundspørge viser, at Berlingske, Information og Weekendavisen udelukkende har journalister med base i København. BT og Politiken har hver én journalist uden for hovedstaden, og Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Børsen topper med hhv. tre, fire og seks journalister uden for København. Jyllands-Posten har med sit hovedsæde i Viby J. 121 journalister med base der.

Danmark på Vippen udgiver i første halvdel af 2018 en række udgivelser om netop mediernes dækning af det lokale Danmark.

Kontakt:

Kim Ruberg
Næstformand Danmark på Vippen
Mail: kim@ruberg.dk
Tlf.: 40 300 500

Martin Ø. Carstensen
Kommunikationschef Danmark på Vippen
Mail: martin@danmarkpaavippen.dk
Tlf.: 23 71 00 43

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11777734

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu