ANNONCE

PRM / Fællesskabet fortsætter på Furesøs plejehjem trods besøgsforbud

6. april 2020 16:06 | Af: Ritzau Info
 

Det kan godt være, at hverdagen på kommunens plejecentre har ændret sig, siden Danmark blev lukket ned pga. corona. Men besøgsforbuddet, der nu også gælder udearealerne omkring landets plejecentre, betyder ikke, at tiden får lov til at stå stille. Og kontakten til familien er i stedet flyttet til vinketerrasser, Facetime og god gammeldags post.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

På Plejecentret Solbjerghaven i Værløse ser både beboere og personale frem til den daglige fællessang i haven, fortæller leder Merete Kreiberg: “Vi synger 2 sange fra højskolesangbogen – de fleste dage udenfor i strålende solskin. Det har vi gjort de sidste 14 dage. Det daglige arrangement har afstedkommet flere gode snakke om det at synge, hvem der startede højskolerne, og om der blev sunget morgensang, dengang vi selv gik i skole”.

“I Furesø Kommune gør vi alt, hvad der står i vores magt for at passe på vores ældre og borgere, der er helbredsmæssigt sårbare. Der er derfor stadig forbud mod besøgendes adgang til plejecentre – nu også på udearealerne. I mellemtiden forsøger vi, at dagligdagen ligner sig selv mest muligt. Vi oplever en forståelig og tiltagende frustration over besøgsforbuddet, men også stor respekt for, at det må være sådan lige nu. Derfor gør vi hvad vi kan for at understøtte en god kontakt”, fortæller Annelia Jensen, centerchef for Center for Sundhed og Seniorliv i Furesø Kommune.

På plejecentrene blomstrer fællesskabet med fællessang i haver og via tv fx morgensang med Philip Faber – der er endda lavet en lille sangbog med forårssange, fællesspisning fortsætter med lidt større afstand mellem stolene end normalt, og det gode vejr benyttes til friske gåture med personalet, der spilles og ses film.

Plejecenter Lillevang er et af de steder, hvor medarbejderne hjælper beboerne med at nå de pårørende digitalt, fortæller leder Majbritt T. Jensen: “For mange af vores borgere er det svært at forholde sig til moderne medier som tablets og smartphones. Alligevel spurgte en af mine aftenvagter en borger, om ikke hun havde lyst til at tale med sin datter.

Borgeren, som den dag var meget frisk, svarede glad ja. Datteren blev ringet op på Facetime, hvor de så kunne høre og se hinanden. Det var til stor glæde for dem begge – måske især datteren, som fik det noget uventede opkald og kunne se, at hendes mor havde det godt. Små ting som gør en kæmpe forskel, og vores medarbejdere yder virkelig en stor indsats!”.

Men selv om medarbejderne er meget kreative og dagligt finder på nye tiltag, for at gøre dagligdagen så god og hyggelig som muligt, så fylder savnet til de pårørende også en del.

“På Svanepunktet har vi oprettet en vinketerrasse, hvor de pårørende står udenfor, og beboeren, der har lyst og kan rumme det, står i sikker afstand på en etage oppe. Vi laver Facetime-opkald via beboertelefonen, vi hjælper med at læse de dejlige breve, som beboerne får, op for dem, der ikke selv kan. Vi ser billeder, synger en masse og taler om gamle dage. Vi holder også fast i højtiderne – i påsken holder vi påskefrokost i de oppyntede fællesrum – med sang og en lille én! Og så fejrer vi selvfølgelig både fødselsdage og bryllupsdage”, fortæller Connie Vejlø, leder på Svanepunktet.

Fakta

  • Plejecentrene har iPads, der kan lånes ud, så har pårørende iPad elle iPhone kan man Facetime
  • Pårørende er altid velkomne til at ringe til plejecenteret og høre hvordan det går.
  • Pårørende er også altid velkomne til at komme med ting til deres kære, fx blomster, chokolade mv. Det sættes udenfor efter aftale med plejecenteret, så tager personalet det ind, spritter af og afleverer til den rette beboer. Gerne mellem kl. 10-14, hvor der er bedst tid.
  • Undtaget fra besøgsforbuddet er nødvendige besøg – fx hvis en beboer har kort tid tilbage at leve i. Så kan pårørende komme på besøg efter aftale med plejecenteret.
  • Ingen beboere på kommunens plejecentre er pt. smittet med corona.

Kontakt:

Annelia Jensen, centerchef for Center for Sundhed og Seniorliv, Center for Sundhed og Seniorliv, ajs@furesoe.dk, 7216 4968

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faellesskabet-fortsaetter-pa-furesos-plejehjem-trods-besogsforbud?releaseId=13591529

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu