ANNONCE

PRM / Færgeruten København-Oslo lukker midlertidigt

13. marts 2020 16:33 | Af: Ritzau Info
 

Efter indførelsen af nye nationale forholdsregler, der har til hensigt at forsinke spredning af Covid-19 virus, ophører DFDS indtil videre med at sejle mellem København og Oslo.

Pressemeddelelse fra DFDS A/S

“Vi havde håbet at kunne fortsætte med de ændringer, vi havde indført for at imødekomme den danske regerings forholdsregler, men nu har den norske regering indført forholdsregler, der bl.a. betyder, at passagerer skal i 14 dages karantæne ved indrejse til Norge, hvis de i perioden efter 27. februar har været uden for Norden.

Vi har fuld forståelse for forholdsreglerne, der har vigtige sundheds- og samfundsmæssige mål, og for at kunne leve op til vores ansvar for at bakke op om de nødvendige tiltag, ser vi ikke noget alternativ til at suspendere sejladsen foreløbig til og med den 1. april,” siger Kasper Moos, der er passagerdirektør i DFDS.

Sidste afgang fra København bliver lørdag den 14. marts, mens sidste afgang fra Oslo bliver søndag den 15. marts.

“Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe passagerne og fortsætter med at sejle i et par dage for at sikre, at de gæster, der er kommet afsted på skiferie til Norge eller byferie til Danmark, ikke strander i udlandet men får en rimelig frist til at komme hjem,” siger han.

Kunderne informeres
DFDS er nu i fuld gang med at kontakte de kunder, der har booket en rejse i perioden, for at informere om rutelukningen og kompensation.

Medarbejderne informeres hurtigst muligt
Desværre kan den midlertidige rutelukning ikke undgå at påvirke medarbejderne ombord.

“Det er vi meget kede af. Vi har dygtige og engagerede medarbejdere, der har ydet en fantastisk indsats for sikre, at ruten har kunnet fortsætte, og vores gæster har kunnet få en god rejseoplevelse selv under de meget vanskelige vilkår, de har arbejdet under de seneste uger og måneder,” siger Anne-Christine Ahrenkiel, Chief People Officer hos DFDS.

“Af hensyn til kunderne har vi været nødt til at melde dette ud så hurtigt som muligt, så de har mulighed for at ændre deres rejseplaner. Det betyder desværre, at vi endnu ikke har haft mulighed for at oplyse om, hvad dette helt præcist betyder for den enkelte medarbejder. Vi er nu i kontakt med de faglige organisationer for at finde de bedst mulige løsninger på den vanskelige situation, og vi vil naturligvis informere de berørte medarbejdere, så snart vi er klar til det,” siger hun.

Kontakt:

Vice President, Group Communications Gert Jakobsen tlf.: +45 24 40 00 43 email: gert.jakobsen@dfds.com

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faergeruten-kobenhavn-oslo-lukker-midlertidigt?releaseId=13589977

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu