PRM / Fald fortsætter: 26.600 færre i kontanthjælpssystemet på godt to år

10. september 2018 09:11 | Af: Ritzau Info
 

Der var i maj 26.600 færre på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse siden april 2016. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Det samlede antal borgere i kontanthjælpssystemet har længe været faldende, og nu viser det sig, at faldet er bredt funderet rundt om i landet. Faktisk havde samtlige kommuner i landet bortset fra to mindre ø-kommuner færre kontanthjælpsmodtagere i maj 2018 end i samme måned 2016.

Nogle kommuner har oplevet et fald på over 30 pct. på to år, og langt de fleste kommuner kan konstatere et mærkbart fald på 10-20 pct. Samlet er faldet på 26.600.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

“Det er opløftende at se, at kommuner bredt får færre kontanthjælpsmodtagere. Det ser ud til, at hele landet nyder godt af væksten, og vi får flere med, uanset om det er kommuner i landdistrikterne eller ved storbyerne. Jeg er også sikker på, at den brede historiske aftale om forenkling af beskæftigelsessystemet vil gøre en forskel og få endnu flere ud på arbejdsmarkedet.”

Samlet set er antallet af kontanthjælpsmodtagere gået ned med 26.600 fuldtidspersoner fra april 2016 til maj 2018, når der tages højde for sæsonudsving. Med det seneste fald fra april 2018 til maj 2018 var antallet af fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet nede på 129.900.

Udviklingen kommer samtidig med, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er blevet indført den 1. april 2016. Kontanthjælpsloftet sikrer, at det økonomisk kan betale sig at komme i arbejde, og med 225-timersreglen stilles der krav om, at man står til rådighed, hvis man kan arbejde.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

“Det er glædeligt, at antallet af kontanthjælpsmodtagere endnu en gang falder, og samtidig tyder det ikke på, at de kommer over på lignende ydelser. Ledigheden er lav, og beskæftigelsen i det private sætter rekorder måned for måned. De fine tal skyldes selvfølgelig i høj grad de gode konjunkturer, men jeg er også overbevist om, at regeringens initiativer med kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen har en effekt.”

Ser man på antallet af personer på offentlig forsørgelse er det faldet med 45.400 fuldtidspersoner fra april 2016 og to år frem. Langt den største del af faldet skyldes færre i kontanthjælpssystemet og på efterløn, mens antallet af personer på førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse, ressourceforløb, revalidering, forrevalidering samt sygedagpenge og jobafklaringsforløb samlet set er steget med 6.200 fuldtidspersoner.

Efter kontanthjælpsloftet har en typisk familie med to børn på kontanthjælp efter skat 23.800 kroner i samlede offentlige ydelser om måneden.

Kontakt:

Beskæftigelsesministeriet

Pressevagt: 51232830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fald-fortsaetter-26600-faerre-i-kontanthjaelpssystemet-pa-godt-to-ar?releaseId=13505008

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu