PRM / Fire ud af fem jobopslag er lukket land for nyuddannede

18. september 2018 09:03 | Af: Ritzau Info
 

Trods den store mangel på tekniske og naturvidenskabelige vidensarbejdere i en lang række brancher og landsdele, er det forsvindende få jobopslag, der er målrettet nyuddannede. Flere arbejdsgivere skal komme ind i kampen, mener IDA.

Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

I 161 ud af 200 tilfældigt udvalgte jobopslag målrettet ingeniører fremhæves erfaring eksplicit som et direkte krav eller en fordel. Det svarer til, at mere end 80 pct. af jobopslagene er lukket land for nyuddannede ingeniører. Det viser en ny opgørelse, som Ingeniørforeningen, IDA har foretaget.

Den tydelige trend ærgrer Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA. Han finder det paradoksalt i en tid, hvor ledigheden er lav, og flere virksomheder og erhvervsorganisationer som DI og Dansk Erhvev på medlemmernes vegne beretter om, at de har vanskeligt ved at rekruttere ingeniører, scient.er og it-specialister med de efterspurgte kompetencer.

“Det er indlysende, at en nyuddannet ingeniør ikke kan bestride ethvert ledigt job. Men det er paradoksalt, at flere virksomheder ikke i højere grad har fokus på de nyuddannede, når de rekrutterer. Dimittenderne har den nyeste viden, og de er kreative og sultne efter at vise deres værd. Naturligvis kræver det oplæring, før man får det fulde udbytte af deres potentiale. Men med mangel på højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig indsigt i en lang række brancher så langt øjet rækker, har virksomhederne selv et ansvar for at holde fødekæden i gang,” siger Thomas Damkjær Petersen.

“Heldigvis har flere end 9 ud af 10 af vores nyuddannede medlemmer fået foden indenfor arbejdsmarkedet et år efter, at de blev færdige med uddannelsen. Men der står stadig en væsentlig gruppe tilbage, og det er dem, der fylder i ledighedsstatistikkerne. Det må være muligt at matche disse ledige vidensarbejdere med virksomhederne hurtigere, end det sker i dag,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Thomas Damkjær Petersen mener også, at pilen peger tilbage på de studerende selv. Hvis Danmark skal dimittendledigheden til livs, så er det en debat værd, om ikke de studerende skulle prioritere erhvervserfaring – også selv om det betyder, at de bliver færdige med deres uddannelser løbende hen over året fremfor i en stor klump omkring sommeren.

“Vi ved fra egne undersøgelser, at nyuddannede lettere slår døren ind til arbejdsmarkedet, når de har haft kontakt med erhvervslivet i løbet af deres studietid enten i form af studierelevant arbejde eller lave projekter sammen med erhvervslivet, mens de studerer. Det er vejen til det første job for flere end 1 ud af 4 af vores nyuddannede medlemmer,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Kontakt:

Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, tlf: 51 85 17 64 / e: slr@ida.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fire-ud-af-fem-jobopslag-er-lukket-land-for-nyuddannede?releaseId=13560709

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu