PRM / Flere hænder til kræftbehandling

4. april 2018 15:19 | Af: Ritzau Info
 

Region Hovedstaden har udmøntet et stort millionbeløb til flere ansatte på regionens kræftafdelinger.

Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

Hvert år får cirka 9.000 mennesker i Region Hovedstaden konstateret kræft. Vi bliver ældre, og kræft er i høj grad forbundet med stigende alder – ca. tre ud af fire nye kræfttilfælde rammer mennesker over 60 år. Fremskrivninger viser, at antallet af kræfttilfælde vil stige med mere end 10 pct. over de næste 10 år.

“Vi opruster yderligere på kræftområdet. Kræft er en forfærdelig sygdom, som flere og flere heldigvis overlever, og derfor er det vigtigt at behandle hurtigt,” siger regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Regionsrådet i Region Hovedstaden har netop besluttet, hvordan Region Hovedstadens andel af midler fra regeringens Kræftplan IV skal udmøntes. Det betyder et stort millionbeløb (se fakta) ud til flere hænder på hospitalernes kræftafdelinger.

Midlerne skal blandt andet bruges til at sikre, at der også fremadrettet er personale nok til at håndtere en stigning i antallet af kræftpatienter, og derudover skal midlerne være med til at sikre forskning og udvikling på hospitalerne.

Hospitalerne prioriterer
Hospitalerne har haft i alt 30 ansøgninger om penge til kræftbehandling, der alle handler om at øge udrednings- og behandlingskapaciteten. Efterfølgende har administrationen været i dialog med hospitalerne for at kvalificere de modtagne ansøgninger.

“Vi har valgt at lytte til fagkundskaben og giver til de kræftområder, som hospitalerne har peget på var de vigtigste at prioritere, men hospitalerne får frihed for at disponere midlerne imellem flere initiativer. Dermed får hospitalerne større valgfrihed og fleksibilitet til at vælge mellem deres vigtigste initiativer – og selv prioritere størrelsen af de bevillinger, som de forskellige initiativer får for kræftpatienterne,” siger formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C).

Fakta

  • Regeringen offentliggjorde i august 2018 “Patienternes Kræftplan IV”, der blandt andet har øremærket penge til øget kapacitet. Der er til Region Hovedstaden afsat i alt 19,2 mio. kr. i 2018, 47,9 mio. kr. i 2019 og 86,2 mio. kr. i 2020 og frem.
  • Der er tale om varige midler til initiativer, som starter i 2018 for et mindre beløb, og som genererer et større beløb fra 2019 og frem. Der vil i 2019 være en ny ansøgningsrunde, hvor der kan ansøges om de resterende midler i 2020 og frem.
  • Der er desuden for Region Hovedstadens vedkommende i Kræftplan IV afsat 63 mio. kr. i 2018 og 35 mio. kr. i 2019 til anlæg. Disse midler vil blive afsat til strålekanoner.

Yderligere info:

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-haender-til-kraeftbehandling?releaseId=12565234

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu