PRM / Flere organisationer bakker op om Coops forslag om at lovgive mod synlig tobak

24. november 2018 08:33 | Af: Ritzau Info
 

Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, DGI og DBU bakker op om Coops forslag om lovgivning mod synlig tobak i butikkerne.

Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

Unge skal ikke fristes til at begynde at ryge, og derfor skal tobakken gemmes væk fra butikkers hylder. Det mener flere organisationer, der bakker op om Coops forslag om fælles lovgivning på området.

Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, DGI og DBU vil i den kommende tid være medafsendere på en opfordring til Folketinget om at lovgive på området. Og det glæder Coops administrerende direktør, Peter Høgsted.

“Jeg er rigtig glad for, at de store sundheds- og idrætsorganisationer vil være med til at få tobakken gemt væk. Og jeg håber, at endnu flere gode kræfter vil være med”, siger Peter Høgsted.

Norge, Storbritannien og Irland har allerede indført forbud mod synlige tobaksprodukter – og resultatet er positivt. Færre børn og unge er blevet fristet. Samtidig viser en undersøgelse fra Coop Analyse, at otte ud af 10 danskere mener, at det er en god idé at gemme tobakken væk. Og målet om at skabe den første røgfri generation i 2030 deles af både regeringen og organisationerne:

“Hvis vi skal sikre en røgfri fremtid for vores børn og unge, er der brug for lovgivning. Derfor støtter vi Coops forslag om at skjule tobakken i alle butikker”, siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.

“Det er skræmmende, at 40 børn og unge begynder at ryge hver eneste dag. Og tobakken skal selvfølgelig gemmes væk i alle Danmarks butikker og kiosker. Derfor er lovgivning nødvendig”, siger Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

“I Danmark ryger 16 procent af en ungdomsårgang, mens det i Norge er 3 procent. Vi mener, Danmark ligesom Norge bør føre en mere restriktiv rygepolitik, og det gælder også i idrætsmiljøerne”, siger administrerende direktør i DGI, Søren Brixen.

“Fodbold skal først og fremmest handle om sporten, men vi har også en forpligtelse til at sikre de kommende generationer de bedst mulige vilkår i klubber og på fodboldbanerne. Tiltaget her er en kærkommen mulighed for at få et vigtigt emne i fokus og sikre de unges sundhed nu og i fremtiden”, siger administrerende direktør i DBU Claus Bretton-Meyer.

Coop har stillet et borgerforslag til Folketinget om at skjule tobaksprodukter – og på den måde være med til at sikre, at ingen børn og unge begynder at ryge.

Kontakt:

Coop: CSR direktør Signe D. Frese, tlf.: 30 91 92 46
Kræftens Bekæmpelse: Pressevagt, tlf.: 35 25 74 00
Hjerteforeningen: Direktør Anne Kaltoft, tlf.: 60 16 12 30
DGI: Administrerende direktør Søren Brixen, tlf.: 24 63 11 15
DBU: Kommunikationschef Jakob Høyer, tlf.: 60 16 37 11

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-organisationer-bakker-op-om-coops-forslag-om-at-lovgive-mod-synlig-tobak?releaseId=13564552

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu