ANNONCE

PRM / Flere søger ind på læreruddannelsen i VIA

6. juli 2020 09:46 | Af: Ritzau Info
 

Flere har søgt læreruddannelsen på VIA University College i år sammenlignet med sidste år. Særligt er der fremgang i antallet af ansøgere, som har læreruddannelsen som førsteprioritet. Det står klart efter fristen for at søge ind på en videregående uddannelse udløb søndag kl. 12.00.

Pressemeddelelse fra VIA University College

Søndag den 5. juli kl. 12.00 var sidste chance for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 1. Og da fristen udløb, og professionshøjskolen VIA University College kunne gøre brættet op, var det med en fremgang i antallet af ansøgninger til flere af læreruddannelsens udbudssteder i Region Midtjylland.

“I en meget speciel tid, hvor det er svært at forudse, hvad coronakrisen får af betydning for de unges uddannelsesvalg, glæder jeg mig over, at vi kan fastholde søgning til vores læreruddannelser. Uddannelsen i Nørre Nissum holder sidste års niveau, mens vores læreruddannelser i Aarhus, Silkeborg, Skive og Holstebro alle oplever en fremgang i antallet af ansøgere med læreruddannelsen som deres førsteprioritet,” siger Elsebeth Jensen, der er uddannelsesdekan for læreruddannelsen i VIA og læreruddannelsens nationale ledernetværk.

I alt har læreruddannelsen i VIA i år modtaget 1.609 ansøgninger, hvoraf 789 ansøgere havde læreruddannelsen som deres førsteprioritet. Det er en fremgang fra sidste års 763 førsteprioritetsansøgere.

Læreruddannelsen i Aarhus kan ligeledes glæde sig over en fremgang i antallet af ansøgere med uddannelsen som førsteprioritet. Her har man i år modtaget 541 førsteprioritetsansøgninger mod 525 sidste år. Og med 505 studiepladser ser der altså ud til at blive mere end fuldt hus på uddannelsen i Ceres Byen i Aarhus i år.

Små udbudssteder har størst fremgang
Den største procentvise fremgang står læreruddannelsen i Skive for. Her er antallet af førsteprioritetsansøgere steget med godt 11 procent sammenlignet med sidste år.
Også uddannelsesstationen for læreruddannelsen i Holstebro, som sidste år optog 25 ansøgere, oplever fremgang. Her har man modtaget 46 ansøgninger, hvoraf 32 ansøgere har uddannelsen som førsteprioritet og dermed kan se frem til at sikre sig en af de 50 pladser, såfremt de opfylder optagelseskravene.

“Det er særligt glædeligt, at flere har ønsket læreruddannelsen som deres førsteprioritet på nogle af de mindre udbudssteder som Skive og Holstebro. Vi ved nemlig, at der flere steder i regionen er mangel på veluddannede lærere – og at den tendens vil fortsætte i fremtiden. Samtidig begynder vi snart at kigge ind i en tid med faldende ungdomsårgange, så vi har brug for alle de kvalificerede ansøgere, vi kan få,” siger Elsebeth Jensen.

Læreruddannelsen har de senere år været præget af en svingende popularitet. Forrige år oplevede VIA, som den eneste professionshøjskole, en fremgang i søgningen til læreruddannelsen, mens man sidste år kunne notere en mindre tilbagegang. Men det ser altså ud til at være vendt igen i år.

Alle ansøgere får den 28. juli 2020 besked om, hvorvidt de er blevet optaget på baggrund af deres ansøgning. Herefter vil det stadig være muligt at søge eventuelt ledige pladser, hvis man ikke er blevet optaget på sit drømmestudie.

FAKTA: Ansøgningstal til læreruddannelsen i VIA i 2019 og 2020

Aarhus
Antal ansøgninger i alt i 2019: 1.006
Antal førsteprioritetsansøgninger 2019: 525

Antal ansøgninger i alt i 2020: 1.012
Antal førsteprioritetsansøgninger 2020: 541

Nørre Nissum (inkl. uddannelsesstationer i Randers og Holstebro)
Antal ansøgninger i alt i 2019: 130
Antal førsteprioritetsansøgninger 2019: 92

Antal ansøgninger i alt i 2020: 162
Antal førsteprioritetsansøgninger 2020: 94

Skive
Antal ansøgninger i alt i 2019: 110
Antal førsteprioritetsansøgninger 2019: 44

Antal ansøgninger i alt i 2020: 105
Antal førsteprioritetsansøgninger 2020: 49

Silkeborg
Antal ansøgninger i alt i 2019: 338
Antal førsteprioritetsansøgninger 2019: 102

Antal ansøgninger i alt i 2020: 330
Antal førsteprioritetsansøgninger 2020: 105

FAKTA: Her udbyder VIA læreruddannelsen i Region Midtjylland

· Aarhus
· Silkeborg
· Skive
· Nørre Nissum
· Randers (uddannelsesstation, som udbydes under læreruddannelsen i Nørre Nissum)
· Holstebro (uddannelsesstation, som udbydes under læreruddannelsen i Nørre Nissum)

FAKTA: Kvote 1 og kvote 2

Årets ansøgninger til VIAs uddannelser omfatter kvote 1- og kvote 2-ansøgninger samlet.

I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.

I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00.

Kontakt for yderligere info

Elsebeth Jensen
Uddannelsesdekan og formand for læreruddannelsens ledernetværk
Telefon: 87 55 30 15
Mail: EJ@via.dk

Casper Grud Nielsen
Journalist på VIA University College
Telefon: 87 55 15 16
Mail: GRUD@via.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-soger-ind-pa-laereruddannelsen-i-via?releaseId=13596533

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu