ANNONCE

PRM / Flere søger ind på VIA i Aarhus

22. marts 2020 15:32 | Af: Ritzau Info
 

Det er stadigt populært at læse til professionsbachelor i Aarhus. Det står klart, efter ansøgningsfristen for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2 udløb søndag kl. 12.00.

Pressemeddelelse fra VIA University College

Søndag den 22. marts kl 12.00 var der deadline for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2. I år havde uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen udskudt fristen en uge på grund af udbruddet af coronavirus. Den situation ser dog ikke ud til at have ændret nævneværdigt ved søgningen til en af byens største uddannelsesinstitutioner.

Da ansøgningsfristen udløb havde VIA University College nemlig modtaget 5.764 ansøgninger til sine uddannelser i Aarhus – stort set det samme antal som sidste år. Ud af de 5.764 ansøgninger havde 3.029 ansøgere en af VIAs uddannelser i Aarhus som deres førsteprioritet – og det er en pæn fremgang på knap 6 procent sammenlignet med sidste år.

“Vi er meget glade for kvote 2-tallene, der igen i år viser en stor søgning til VIAs mange uddannelser i Aarhus. Især er det glædeligt, at der både er stor interesse for velfærdsuddannelserne, for de kreative uddannelser og for vores ingeniøruddannelser, for samfundet har brug for alle typer faguddannede,” siger professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard.

Sundhed og samfund har førsteprioritet
Ser man på tallene for de enkelte uddannelser, så tegner særligt flere af VIAs sundhedsfaglige og samfundsrettede uddannelser sig for en markant fremgang i antallet af førsteprioritetsansøgere.

Uddannelsen i ernæring og sundhed har blandt andet modtaget over 50 procent flere førsteprioritetsansøgninger i år, mens den engelsksprogede pendant Global Nutrition and Health har modtaget godt 28 procent flere førsteprioritetsansøgninger i år sammenlignet med sidste år. Uddannelsen til bioanalytiker er også populær: I alt 154 ansøgere har den uddannelse som deres førsteprioritet – en fremgang på godt 41 procent sammenlignet med året før.

Læreruddannelsen er forsat blandt de mest populære studier på VIA i Aarhus. I alt har uddannelsen modtaget 610 ansøgninger i år mod 555 ansøgninger sidste år. Af de 610 ansøgninger har 311 ansøgere i år søgt læreruddannelsen i Aarhus som deres førsteprioritet – det er en fremgang på godt 9 procent.

Blandt de samfundsrettede uddannelser i Aarhus, som er særligt populære i år, finder man også uddannelsen til socialrådgiver samt uddannelsen i offentlig administration. Sidstnævnte har modtaget 102 ansøgninger i år, hvoraf 42 ansøgere har uddannelsen som deres førsteprioritet. Det er en fremgang på 68 procent i antallet af førsteprioritetsansøgere. Også diakonhøjskolens uddannelser går markant frem i antallet af kvote 2-ansøgninger i forhold til sidste år.

Både sygeplejerske, pædagog- og fysioterapeutuddannelserne i Aarhus har fået en smule færre kvote 2-ansøgninger i år. Alligevel forventer VIA, at der i sidste ende vil komme mange flere ansøgere, end der er studiepladser til, da størstedelen af de studerende optages gennem kvote 1, som først har ansøgningsfrist den 5. juli 2020.

Fortsat populært at læse til ingeniør på VIA
Blandt VIAs privatrettede uddannelser i Aarhus tegner særligt diplomingeniøruddannelsen i eksport og teknologi samt Global Business Engineering sig for en fin søgning. Begge uddannelser er gået frem med cirka 5 procent i det samlede antal ansøgninger. Sidstnævnte er særlig populær, idet mere end 42 procent flere ansøgere har uddannelsen i Global Business Engineering som deres førsteprioritet i år sammenlignet med sidste år. Det glæder professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard, at der også er stor søgning til de privatrettede uddannelser.

“For VIA er det et pejlemærke at understøtte vækst i det private erhvervsliv og samtidig fastholde en høj velfærd i Danmark gennem veluddannet arbejdskraft. Den store søgning til både de offentligt- og privatrettede uddannelser i VIA beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som veksler mellem teori og praksis, og som klæder de studerende målrettet på til arbejdsmarkedet,” siger hun.

Uddannelsen til bygningskonstruktør i Aarhus går en smule tilbage i forhold til sidste år, mens den engelsksprogende version, nemlig uddannelsen i Construction Management, går en smule frem. Samtidig tegner en af de mindste uddannelser på VIA i Aarhus sig for en af de største fremgange. Bandagistuddannelsen får nemlig 14 ansøgninger i alt mod bare 5 sidste år. Det er en procentmæssig fremgang på 180 procent.

Der er ansøgningsfrist til de videregående uddannelser gennem kvote 1, hvor VIA optager flest studerende i Aarhus, den 5. juli. Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger. Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked tirsdag den 28. juli, om de er optaget på en ønsket videregående uddannelse eller ej.

Se alle tallene for dette års kvote 2-søgning til VIA i Aarhus her: https://www.via.dk/om-via/presse/kvote-2


FAKTA: Det kan du læse på VIA i Aarhus

Pædagogiske- og samfundsrettede uddannelser:
Professionsbachelor, folkeskolelærer
Professionsbachelor, pædagog
Professionsbachelor, socialrådgiver
Professionsbachelor, socialrådgiver (netbaseret)
Professionsbachelor i offentlig administration
Professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik
Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation

Sundhedsuddannelser:
Professionsbachelor, fysioterapeut
Professionsbachelor, ergoterapeut
Professionsbachelor, bioanalytiker
Professionsbachelor, sygeplejerske
Professionsbachelor i ernæring og sundhed
Bachelor of Global Nutrition and Health

Ingeniøruddannelser:
Bachelor of Engineering in Global Business Engineering
Diplomingeniør, eksport og teknologi
Bandagist/Ortopædi-ingeniør

Byggeri-, design- og businessuddannelser:
Bachelor in Multiplatform Storytelling and Production (kun kvote 2)
Bachelor of Architectural Technology and Construction Management
Professionsbachelor, Bygningskonstruktør
Bachelor of Value Chain Management
Professionsbachelor, procesøkonomi og værdikædeledelse


Kontakt for yderligere oplysninger

Kirsten Bundgaard
Professionshøjskoledirektør i VIA
Mobiltelefon: 87 55 10 18
Mail: kibu@via.dk

Gitte Sommer Harrits
Prorektor i VIA
Mobiltelefon: 87 55 18 76
E-mail: gish@via.dk

Helle Doktor Simonsen,
Chef for Studieservice i VIA
Mobiltelefon: 87 55 10 20
E-mail: heds@via.dk

Casper Grud Nielsen
Journalist i VIA
Mobiltelefon: 87 55 15 16.
E-mail: grud@via.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-soger-ind-pa-via-i-aarhus?releaseId=13590420

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu