ANNONCE

PRM / Flere studerende på AAU – ingeniører og erhvervsøkonomer i særlig vækst

28. juli 2020 00:02 | Af: Ritzau Info
 

4.561 er blevet tilbudt en studieplads på Aalborg Universitet. Det er en stigning på 3,6 procent i forhold til sidste år. Særligt ingeniøruddannelserne optager markant flere studerende, ligesom der også bydes velkommen til flere studerende på blandt andet erhvervsøkonomi (HA), jura og psykologi.

Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

Flere har søgt og flere er blevet tilbudt studieplads på Aalborg Universitet (AAU) i 2020. I alt er 4.561 ansøgere natten til tirsdag den 28. juli blevet tilbudt studieplads på én af AAU’s 74 bachelor- og professionsbacheloruddannelser på universitetets tre campusser i Aalborg, Esbjerg og København. Det er en stigning på 3,6 procent i forhold til 2019 og hænger blandt andet sammen med et øget antal studiepladser i kølvandet på coronakrisen.

– Vi glæder os meget til at byde de mange nye studerende velkommen. Det er positivt, at flere får mulighed for at uddanne sig i en tid, hvor coronasituationen måske har sat en stopper for mange unges planer for sabbatår, siger prorektor for uddannelse på AAU Inger Askehave.

Flere studiepladser på ingeniørområdet og de samfundsvidenskabelige uddannelser

På ingeniørområdet tilbydes 11 procent flere ansøgere en studieplads – det svarer til 132 flere pladser end i 2019. I alt 1.334 får tilbudt en studieplads på én af AAU’s ingeniøruddannelser. Det er især ingeniøruddannelserne i Aalborg, som oplever en fremgang – her tilbydes 12,9 procent flere en studieplads i forhold til sidste år.

På det samfundsvidenskabelige område tilbydes 4,8 procent flere ansøgere en studieplads. I alt 1.365 tilbydes en studieplads på det samfundsvidenskabelige fakultet. Særligt uddannelserne økonomi, jura, erhvervsøkonomi-jura og erhvervsøkonomi (HA) kan byde velkommen til markant flere studerende ved årets studiestart.

– Det glæder mig, at stigningen i optaget især sker på de uddannelser, hvor samfundet i fremtiden kommer til at mangle kandidater. Det match har vi som universitet haft fokus på de senere år, siger Inger Askehave.

Ny software-uddannelse i København kommer rigtig godt fra start

De humanistiske uddannelser oplever en lille stigning i antallet af tilbudte studiepladser med særligt psykologi, musik og dansk som populære uddannelser. Stigningen er sket på trods af lukningen af tre uddannelser tidligere på året og er derfor særligt positiv.

De tekniske uddannelser oplever ligeledes en stigning. Særligt den nye uddannelse i software på AAU’s campus i København kommer rigtig godt fra start med 40 pladser. Det betyder, at AAU desværre ikke har kunnet optage alle kvalificerede ansøgere til uddannelsen i København.

– Jeg håber, at nogle af de afviste ansøgere i stedet vil søge til Aalborg, hvor vi har lignende interessante it-uddannelser – og ikke mindst en studieby med masser af liv og gode studieboliger, siger Inger Askehave.

Det sundhedsvidenskabelige fakultet oplever i år et fald i antal tilbudte studiepladser på 6,4 procent. Faldet kan i høj grad tilskrives idrætsstudiet, som på grund af coronasituationen måtte erstatte den fysiske optagelsesprøve med en skriftlig motiveret ansøgning. Medicinuddannelsen, som var AAU’s mest søgte med knap 2.000 ansøgninger, kan byde velkommen til godt hver tiende ansøger med i alt 196 tilbudte studiepladser.

Stadig ledige studiepladser på AAU

Selv om søgningen til AAU i år har været stor, er der stadig ledige pladser på visse uddannelser, blandt andet inden for ingeniør- og it-området – de kan ses på aau.dk.

– En uddannelse fra AAU giver en unik tilgang til problembaseret læring og rige muligheder for at samarbejde med virksomheder under uddannelsen. Med et erhvervsliv, som kalder på kandidater inden for særligt it og ingeniør-området, er AAU – som er kåret som Europas bedste ingeniøruniversitet tre år i træk – et helt oplagt sted at studere, siger Inger Askehave.

Fakta:

Uddannelser med flest tilbudte studiepladser:

Erhvervsøkonomi (HA): 342

Socialrådgiver: 239

Medicin: 196

Psykologi: 194

Software: 185

Sociologi: 179

Jura: 145

Erhvervsøkonomi-jura (HA jur.): 131

Arkitektur og design: 130

Medicin med industriel specialisering: 117

Kommunikation og digitale medier (Aalborg): 117

Optagne fordelt på køn:

Kvinder: 2.266

Mænd: 2.295

Tilbudte studiepladser fordelt på AAU’s tre studiebyer:

AAU Aalborg: 4.121

AAU København: 350

AAU Esbjerg: 90

Find ledige studiepladser på aau.dk

Kontakt:

Prorektor for uddannelse Inger Askehave kan kontaktes via strategisk chefrådgiver Bo Jeppesen, telefon 61 40 40 61, mail boje@adm.aau.dk
Øvrig pressekontakt til journalist Trine Kristensen, telefon 61 96 71 91, mail tjek@adm.aau.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-studerende-pa-aau-ingeniorer-og-erhvervsokonomer-i-saerlig-vaekst?releaseId=13597262

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu