ANNONCE

PRM / Flügger forsker i at reducere biocider i maling

22. juni 2020 06:11 | Af: Ritzau Info
 

I et forskningsprojekt støttet af Miljøministeriet vil Teknologisk Institut og Flügger finde metoder til at lave maling med markant færre konserveringsmidler, der kan være allergifremkaldende og farlige for miljøet.

Pressemeddelelse fra Flügger group A/S

Præcis som det er almen praksis i fødevareindustrien, anvender producenter af kosmetik, husholdningskemi og vandbaseret maling konserveringsmidler for at undgå, at de uåbnede produkter fordærves af svampe og bakterier. Disse bakteriedræbende midler går under fællesbetegnelsen biocider og har været anvendt i årevis, men nu tager en af malingindustriens største danske aktører handling for at mindske stofferne, der i visse tilfælde kan fremkalde hudeksem og være skadelige for naturen.

– Hvis vi fra den ene dag til den anden droppede biocider, ville holdbarheden på vores maling gå fra flere år til måske én uge. Vi forsøger derfor at finde ud af, hvordan vi kan ændre malingens sammensætning, og hvordan vi producerer den, så vi ikke er afhængige af disse biocider, forklarer Søren Poulsen, Senior Advisor i Flüggers udviklingsafdeling.

På grund af de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer med biocider skærper EU-myndighederne konstant kravene til brug af midlerne. Det betyder, at Flügger nu kun har meget få biocider at vælge imellem, og det sparsomme udvalg øger risikoen for, at bakterierne udvikler resistens over for de tilrådeværende midler, og at malingen rådner.

Maling der hæmmer bakterievæksten

I partnerskab med Teknologisk Institut har Flügger anlagt to spor til at reducere og på sigt helt fjerne biocider i den vandbaserede maling. Det ene spor er at udskifte nogle af malingens råstoffer, så malingen i sig selv bliver modstandsdygtig over for bakterier – altså at skabe en maling, hvor mikroorganismer har svært ved at trives.

– I udendørs murmaling – den såkaldte silikatmaling – tilsætter vi ikke biocider, da malingen er basisk, og den høje pH-værdi hæmmer væksten af mikroorganismer. Vi kan dog kun lave matte malinger med silikat, men ud fra den læring, vi har fået, kigger vi nu på andre råvarer til at lave en mere blank, basisk maling, forklarer Søren Poulsen.

Produktion med hygiejne i højsædet

Det andet spor i forskningsprojektet handler om at gøre selve produktionen så ren som muligt. Og her spillede ekspertisen fra faglig leder Jan Lorenzen fra Teknologisk Institut, der kategoriserer sig selv om ekspert i at slå bakterier ihjel, en stor rolle.

– Vi vidste, at bakterierne fandtes et sted i produktionssystemet, men ingen af vores kontroller af rør og tanke viste tegn på bakterier. Så vi planlagde et produktionsstop, skilte rør og filtre ad og fandt ellers utilgængelige hot spots med høj koncentration af Pseudomonas – en type bakterie, der notorisk er ekstremt svær at slå ihjel, siger Jan Lorenzen og fortsætter:

– Sammen med Flüggers eksperter lagde vi en plan for, hvad det kræver at sikre effektiv rengøring af selv de mest utilgængelige afkroge af produktionslinjen. Det stod hurtigt klart for os, at det indebar en komplet ombygning, og at alle rør, filtre og tanke skal udstyres med automatiserede rensesystemer, der mekanisk og kemisk rengør og desinficerer komponenterne efter hver produktion.

Flügger vil efter den store ombygning kunne producere maling med langt mindre risiko for at overføre bakterier til selve produktet, hvilket gør produktionen mere effektiv. Ombygningen af fabrikken forventes færdig i 2021 og indebærer en investering på cirka 130 millioner kroner. I tillæg til dette investerer Flügger cirka 70 millioner kroner i virksomhedens spartelanlæg i Bollebygd, Sverige.

Kontakt:

Ulla Matthiesen
Head of Communication
+45 40 64 75 87
ulma@flugger.com

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flugger-forsker-i-at-reducere-biocider-i-maling?releaseId=13595242

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu