PRM / Første spadestik taget til fremtidens pant-fabrik

21. november 2018 16:58 | Af: Ritzau Info
 

I dag tog Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, første spadestik til Dansk Retursystems nye højteknologiske pant-fabrik i Høje Taastrup. Fabrikken, der står færdig i 2020, skal fremtidssikre håndteringen af pantemballage i Danmark – bl.a. ved et lavere energiforbrug og et renere produkt til gavn for miljø og klima.

Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem

I dag blev første spadestik taget til Dansk Retursystems nye fabrik, der skal stå færdig i februar 2020. Dermed lød startskuddet til byggeriet af den højteknologisk pantfabrik, der skal sikre, at Danmark også fremover er et af de førende lande, når det kommer til at genanvende plast, glas og aluminium fra emballager.

“Vi får en fuldautomatiseret og højteknologisk fabrik, der sikrer en endnu mere effektiv genanvendelse af plast, aluminium og glas fra emballager med pant til gavn for både miljøet og klimaet. Det er alt sammen skridt på vejen til målet om 100 procent cirkulær økonomi”, siger administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.

Det første spadestik blev taget af Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler, og han var glad for at være med til at fejre næste skridt i Dansk Retursystems grønne eventyr:

“Vi smider alle hver dag masser af ting ud, men heldigvis har vi i Danmark et pantsystem, der sikrer, at vi genanvender flasker og dåser. Derfor er jeg også glad for, at vi her i Høje-Taastrup har virksomheder som Dansk Retursystem, der tænker langsigtet og tilpasser sig behovet ud i fremtiden”, siger Michael Ziegler.

Et cirkulært eventyr
Over de seneste fem år har Dansk Retursystem haft en vækst på 30 pct. Og når der snart også kommer pant på saft- og juiceemballager, vil det tal stige yderligere. Dermed er det danske pantsystem en af de største succeser inden for cirkulær økonomi. Det er da også på grund af den enorme vækst, at Dansk Retursystem er vokset ud af sine nuværende rammer i Hedehusene og derfor bygger en ny, højteknologisk fabrik i Høje Taastrup.

Når den nye fabrik står klar, kommer den til at håndtere 2 millioner tomme emballager om dagen. Samtidig skal den levere en langt mere effektiv drift. Dermed bidrager det også til ambitionen om en fuldt cirkulær økonomisk drevet virksomhed.

Ny teknologi kræver nye kompetencer

For tre år siden skød Dansk Retursystem projektet Uddannelse til nye fabrikker i gang. Baggrunden var, at medarbejderne i produktionen skulle have nogle bestemte og klart definerede kompetencer på plads for at komme med videre på den nye fabrik. I løbet af de tre år er medarbejderne blevet undervist i bl.a. dansk, matematik og IT. Derudover er der uddannet en række proces- og industrioperatører samt automatteknikere.

Kontakt:

Flere informationer og aftaler om interview fås hos kommunikationsdirektør Hanne Luke på tlf. 20 14 05 18 eller hlu@danskretursystem.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forste-spadestik-taget-til-fremtidens-pant-fabrik?releaseId=13564466

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu