ANNONCE

PRM / Forbedret drift og markante omkostningsreduktioner på tværs af TDC Group i 3. kvartal 2020

6. november 2020 09:03 | Af: Ritzau Info
 

TDC Group leverede i 3. kvartal 2020 et driftsresultat (EBITDA) på 1.643 mio. kr., hvilket er på niveau med samme kvartal sidste år, på trods af kraftigt reduceret rejseaktivitet som følge af COVID-19 og som følge heraf lavere indtægter fra roaming.

Pressemeddelelse fra TDC Group

Baseret på resultatet for 3. kvartal forventer TDC i overensstemmelse med seneste udmelding om finansielle forventninger til 2020 fortsat at nå et driftsresultat (EBITDA) i 2020 på niveau med eller lidt lavere end i 2019.

Driftsresultatet skyldtes forbedrede kommercielle resultater af alle produkter samt markante omkostningsreduktioner på tværs af hele TDC Group, som opvejede de tidligere udmeldte negative effekter fra tab af YouSee-kunder i især 4. kvartal af 2019 og i 1. kvartal af 2020.

TDC Groups samlede omsætning var i 3. kvartal 2020 3.993 mio. kr., mens bruttoresultatet var 2.862 mio. kr., hvilket er en mindre forbedring i forhold til 2. kvartal 2020. Som følge af et stort fokus på omkostningsreduktioner i hele TDC Group faldt omkostningerne med 9.8% sammenlignet med 3. kvartal 2019. Omkostningerne faldt med henholdsvis 13,6% i Nuuday og 8,4% i TDC NET sammenlignet med 3. kvartal 2019.

“Vi stabiliserede udviklingen i indtjeningen i 3. kvartal gennem forbedret drift og markante omkostningsreduktioner på næsten 10% på tværs af hele gruppen. Vi har også opnået vigtige fremskridt i arbejdet med at adskille TDC NET og Nuuday for at skabe to stærke, separate virksomheder – en kompleks opgave, som vi forventer vil fortsætte i de kommende år. Vi ser fortsat et betydeligt potentiale for at optimere vores virksomheder yderligere gennem forenkling og digitalisering, så vi fastholder vores markedsledende positioner og skaber to separate virksomheder med stærke kommercielle positioner,” siger Henrik Clausen, CEO of TDC Group.

Nyheder fra Nuuday i 3. kvartal
Nuuday er fortsat klar markedsleder inden for vores hovedsegmenter, og vores markedsandele var stort set uændrede i 3. kvartal 2020. Sammenlignet med 2. kvartal var markedsandelene i 3. kvartal 38,9% (39,1%) for Mobil, 42,1% (42,8%) for Bredbånd og 51,1% (51,3%) for TV. Med lanceringen af det nye mobilbrand, Eesy, tog Nuuday et vigtigt strategisk skridt i 3. kvartal. Eesy supplerer de øvrige mobilløsninger fra YouSee og Telmore ved at tilbyde en enkel mobilløsning til en konkurrencedygtig pris på Danmarks bedste mobilnetværk. Derudover lancerede Nuuday i 3. kvartal YouTv, der er en ny fleksibel TV og streamingtjeneste, hvor kunderne kan samle deres favorit tv-kanaler og streamingtjenester i en app. YouTv giver mulighed for en let og fleksibel adgang til underholdning via mobiltelefoner, tablets, Smart-TV og Chromecast uden at kunden er afhængig af andre abonnementer.

Nyheder fra TDC NET i 3. kvartal
Som det første teleselskab i Danmark åbnede TDC NET den 7. september for 5G-mobilnetværket. Derudover fastholdt TDC NET momentum i udrulningen af fibernet med over 28.000 adresser i 3. kvartal, og har nu nået flere end 80.000 adresser i 2020. Samtidig fortsatte opgraderingen af mobilnetværket, og TDC NET har nu opgraderet 3.100 ud af i alt 3.900 mobilmaster som en del af den landsdækkende opgradering og klargøring til 5G.

Kontakt:

Pressekontakt TDC Group Communications tlf.: 70203510 email: tdcpresse@tdc.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forbedret-drift-og-markante-omkostningsreduktioner-pa-tvaers-af-tdc-group-i-3-kvartal-2020?releaseId=13603813

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu