PRM / Fordi vi kan? Om legitimiteten af demokratisk eksklusion

9. maj 2018 15:01 | Af: Ritzau Info
 

Lektor Simon Laumann Jørgensen fra Aalborg Universitet har fået 2,5 mio. kr. til et forskningsprojekt om legitimiteten af at udelukke berørte grupper i demokratier.

Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

“Du kan ikke være med – vi er allerede fire!”. Mennesker begrunder inklusion og eksklusion på legepladser såvel som i demokratier. Eksklusionen kan begrundes mere eller mindre effektivt og mere eller mindre legitimt. Det danske demokrati håndterer effektivt eksklusionen af børn, nytilkomne immigranter, fremtidige generationer og andre folk, men er det faktisk legitimt? Hvad med børn og unge, der kan straffes, men ikke må stemme? Hvad med de høje krav om sprogkundskaber, politisk viden, lovlydighed og selvforsørgelse til indvandrere, som almindelige borgere ikke altid kan honorere? Hvad med miljøbyrderne, vi sender videre til kommende generationer? Hvad med vores handelspolitik, der ofte modvirker andre landes udvikling af demokrati?

Disse spørgsmål vil lektor Simon Laumann Jørgensen fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet gerne have svar på. Derfor har han søgt og fået en bevilling på godt 2.5 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Hvad er begrundelsen?
– Med forskningsprojektet vil vi undersøge legitimiteten af samfundsmæssige såvel som filosofiske begrundelser for inklusion og eksklusion af demokratiske interesser. For hvordan begrunder vi egentlig eksklusioner af berørte gruppers interesser? Er disse begrundelser gode? Og hænger de sammen? Anvender vi mon strategisk modstridende demokratiforestillinger, når vi bekymret stiller høje krav til unge og immigranters selvbestemmelse på den ene side, og når vi på den anden side optimistisk forestiller os, at fremtidige generationer og andre folk nok kan udøve deres selvstyre? Kan det i så fald legitimeres? Eller gør vi det bare, fordi vi kan? Jeg håber, at vores forskning kan være med til at sætte kritisk fokus på legitimiteten af vores demokratiske praksisser og selvforståelser, fortæller lektor Simon Laumann Jørgensen.

Forskningsprojektet “The borders of democracy”, som bl.a. indeholder et ph.d.-projekt, forventes afsluttet i 2021.

Kontakt

Lektor Simon Laumann Jørgensen, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet,
Tlf. 9940 8181 | Email: simonl@dps.aau.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fordi-vi-kan-om-legitimiteten-af-demokratisk-eksklusion?releaseId=12802172

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu