ANNONCE

PRM / Furesø-indsats inspirerer andre kommuner

10. november 2020 16:04 | Af: Ritzau Info
 

Furesø Kommune har succes med at integrere kvinder med ikke-vestlig baggrund. Så meget, at Københavns Kommune nu lader sig inspirere af et samarbejde mellem Jobcenter Furesø og Furesø Kommunes Rehabiliteringscenter om at få kvinder med ikke-vestlig baggrund i arbejde.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Siden 2017 har rehabiliteringscenteret og jobcentret samarbejdet om et koncept, der skal få flygtningekvinder i arbejde og uddannelse indenfor plejeområdet. Samarbejdet har givet resultater – af de 32 borgere, der er begyndt i praktik i rehabiliteringscenteret, er 28 stadig i arbejde enten i rehabiliteringscenteret eller andetsteds.

Det succesfulde projekt inspirerer nu Københavns Kommune, som vil igangsætte en lignende indsats fra 2021. Samtidig er Foreningen Nydansker så tilfredse med konceptet, at de vil inspirere andre kommuner til at kopiere indsatsen.

Leder i Furesø Kommunes Rehabiliteringscenter, Tina Strand Petersen, undrer sig ikke over, at Københavns Kommune vil bruge Furesøs erfaringer:

“Vi er stolte af, hvor langt vi er kommet. Det har krævet ressourcer både fra os og jobcentret, men det er det hele værd, når man oplever, hvor meget kvinderne udvikler sig og får mere selvtillid under forløbet. Og samtidig løser det jo en rekrutteringsudfordring for os,” fortæller Tina Strand Petersen.

Kvinderne begynder i praktik og i takt med, at de får opbygget kompetencer og styrket deres danske sprog, tilbyder Tina Strand Petersen ansættelse. Et typisk forløb er ansættelse hver 2. weekend, mens kvinderne tager en uddannelse, såsom 9. klasse, grundforløb og herefter elevforløb. Der er kvinder i forløb i både køkkenet og på plejeområdet. På baggrund af projektet er der også udviklet et dialogredskab, som skal understøtte kvindernes vej til job og uddannelse.

Furesø Kommune i top i ny analyse

De kvinder, der er startet i rehabiliteringscenteret, er primært nytilkomne, og har altså kun været i Danmark i en kortere periode. Men også de kvinder med ikke-vestlig baggrund, der har været i Danmark i mange år, klarer sig rigtig godt i Furesø. Det viser en ny analyse, der undersøger arbejdsmarkedstilknytningen blandt kvinder med ikke-vestlig baggrund.

Furesø Kommune er blandt de 20 procent af kommunerne, som placerer sig bedst i den nye analyse fra Social- og Indenrigsministeriets benchmarking-enhed. Analysen undersøger arbejdsmarkedstilknytningen blandt 30-64 årige ikke-vestlige indvandrerkvinder med mindst 10 års ophold i Danmark. Analysen viser, at 73,7 procent af kvinderne med ikke-vestlig baggrund med langt ophold er i beskæftigelse eller uddannelse, hvilket er 5 procent mere, end hvad man kan forvente på baggrund af Furesø Kommunes rammevilkår.

“Det er dejligt, at Furesø ligger så godt i den nye analyse. Det viser, at jobcentrets generelle indsats gennem mange år har haft en god effekt. Men analysen vidner også om, at det for alvor har gjort en forskel, at vi siden 2018 politisk har haft fokus på at gøre en særlig indsats for kvinder med ikke-vestlig baggrund. Kvinderne har traditionelt en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre grupper. Derfor skal vi i Furesø fortsætte indsatsen for denne gruppe. Vi kan stadig gøre mere for, at kvinderne opnår tilknytning til arbejdsmarkedet og i det hele taget integreres i det danske samfund,” fortæller Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalg for beskæftigelse og erhverv i Furesø.

Kontakt:

Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalg for beskæftigelse og erhverv i Furesø, tlf. 21450704

Tina Strand Petersen, leder af Furesø Kommunes Rehabiliteringscenter, tlf. 72165124

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-indsats-inspirerer-andre-kommuner?releaseId=13604055

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu