ANNONCE

PRM / Furesø reagerer på stigende smittetal

11. september 2020 16:02 | Af: Ritzau Info
 

Smittetallet i Furesø Kommune stiger. Derfor har kommunens krisestab iværksat nogle forholdsregler, der betyder, at flere medarbejdere skal arbejde hjemmefra, og at borgernes møde med kommunen i en række tilfælde bliver via telefon eller internettet. Det er vigtigt, at vi alle holder afstand og god hygiejne, appellerer borgmester Ole Bondo Christensen.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Furesø Kommune er blevet en rød kommune på corona-landkortet. Smitten er et godt stykke over 20 smittede pr 100.000 borgere, og Styrelsen for Patientsikkerhed fortæller, at smitten er let spredt i hele kommunen. Styrelsen har ikke givet Furesø påbud endnu. Men nu tager Furesø Kommune selv nogle forholdsregler.

“Vi skal gøre alt for at minimere coronasmitten i Furesø. Lige nu er sygdommen i vækst i Furesø som i andre kommuner. Det er vigtigt, at vi alle tager ansvar og forebygger smittespredning. Vi skal holde afstand, have god hygiejne og blive hjemme, hvis vi har tegn på sygdom. Mange i Furesø smittes i privat regi. Derfor bør alle overveje, om man kan udsætte sociale sammenkomster med mere end 50 personers deltagere”, siger Ole Bondo Christensen (A), Furesøs borgmester.

Flere virtuelle møder med kommunen

Furesø Kommune tager selv en række forholdsregler for at mindske smittespredningen. Der bliver fortsat afholdt fysiske møder, men borgerne vil kunne opleve, at flere møder med kommunen vil foregå virtuelt og over telefonen i stedet for ved fysisk fremmøde fx i Jobcentret, ved skole-hjem-samtaler og på det sociale område. Borgerne vil blive kontaktet personligt, hvis et af deres møder bliver lavet om til et ikke-fysisk møde.

Kommunale arrangementer begrænses til max 50 personer

Kommunale møder og arrangementer begrænses til, at max 50 personer er fysisk tilstede. Det gælder ikke for kulturområdet fx i Galaksen og Farum Kulturhus, der fortsat følger de nationale corona-retningslinjer, der er gældende for kulturområdet. Nødvendige kommunale møder afholdes virtuelt eller med stor afstand mellem deltagerne. Det betyder, at fx store sociale arrangementer på skoler kan blive udskudt, mens skole-hjem-samtaler i konkrete tilfælde kan gennemføres virtuelt. Skoleundervisningen påvirkes ikke. Det samme gælder på dagtilbudsområdet og i ældreplejen, fordi der er stort fokus på hygiejne og rengøring i forvejen. Pårørende vil derfor også fortsat kunne besøge deres kære på kommunens plejehjem. Opstår der smitte på en af vores skoler, daginstitutioner eller plejehjem har kommunen konkrete beredskaber, der bliver iværksat for at forebygge smittespredning lokalt.

Flere medarbejdere arbejder hjemmefra

Administrative medarbejdere på Rådhuset og i Jobcentret vil i højere grad passe deres arbejde hjemmefra, så færre er fysisk tilstede på arbejdet samtidig. Pædagoger, lærere, ansatte i ældreplejen og andet frontpersonale vil fortsætte med fysisk tilstedeværelse som hidtil. Disse grupper vil fortsætte deres fokus på hygiejne, afstand og rengøring.

Borgerservice har stadig åbent, så borgere, der har brug for nyt pas eller andet vil stadig kunne møde fysisk opefter at have booket tid i forvejen.

Forholdsreglerne træder i kraft mandag den 14. september og gælder i foreløbigt to uger.

Kontakt:

Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

Ole Bondo Christensen, Furesøs borgmester, tlf. 7216 5200
Steen Vinderslev, kommunaldirektør, tlf. 7216 5100

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-reagerer-pa-stigende-smittetal?releaseId=13599751

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu