ANNONCE

PRM / Giv familierne flere penge til forbrug og forbedringer

15. april 2020 12:34 | Af: Ritzau Info
 

Dansk økonomi bør genoprettes ved en massiv forøgelse af borgernes muligheder for at købe varer og serviceydelser. Ledernes Hovedorganisation foreslår frigivelse af feriepenge, som vil give en typisk familie cirka 50.000 kroner mere til forbrug. Det er en del af en pakke med konkrete forslag til at kickstarte dansk økonomi, som også indebærer nedsat moms for restaurantbesøg og oplevelser.

Pressemeddelelse fra Lederne

Efter corona-krisen er det helt afgørende, at staten booster det private forbrug og fremmer grønne investeringer, både i hjemmene og på virksomhederne. Samtidig er det helt nødvendigt at gøre noget ekstraordinært for de erhverv, der er allerhårdest ramt, inden for blandt andet serviceerhvervene og oplevelsessektoren. Derfor fremlægger Ledernes Hovedorganisation i dag en økonomisk plan for genopretningen af dansk økonomi, som først og fremmest fokuserer på at give familierne flere penge mellem hænderne til forbrug.

Ledernes Hovedorganisation foreslår, at familiernes økonomi får et løft via blandt andet skattelettelser og tilskud til forbedringer i hjemmet og investeringer i grøn teknologi. Desuden skal alle danskere, der er i arbejde, kunne vælge at få deres opsparede feriepenge udbetalt i år, frem for at få dem når de går på pension, som de nuværende regler ellers lægger op til.

– For en typisk FH-familie vil det give 50.000 kroner mere i budgettet efter skat, hvis begge forældre vælger at få udbetalt deres feriepenge. Den forøgede købekraft vil generelt sætte gang i danske virksomheder. Pengene kan også bruges til for eksempel rengøring eller håndværksarbejde i hjemmet. Eller familien kan få sig nogle fælles oplevelser og støtte de virksomheder inden for oplevelsesøkonomien, der er særligt hårdt ramt, siger Svend Askær.

Hvis familien vælger at betale for service eller håndværkshjælp i hjemmet, bør de samtidig kunne trække en stor del af udgifterne fra i skat. Ledernes Hovedorganisation foreslår en markant udvidelse af den nuværende Boligjob-ordning, så hver voksen i husstanden skal kunne trække 40.000 kr. fra i skat, uanset om pengene går til håndværksudgifter eller service så som rengøring. Det er mere end en fordobling af det nuværende fradragsbeløb. Værdien af fradraget skal samtidig øges til 50 procent fra de nuværende 26 procent. Samtidig ønsker Ledernes Hovedorganisation, at fradraget straks trækkes fra i prisen på ydelsen og ikke først gives i forbindelse med skatteopgørelsen.


Danskerne skal mere på restaurant og i teatret
De familier, som vælger at bruge de ekstra penge i budgettet på oplevelser, skal også have gavn af en skatterabat – eller rettere en momsrabat. Ledernes Hovedorganisation foreslår, at restauranter, teatre, frisører og lignende midlertidigt får nedsat momsen til det laveste niveau, som EU-reglerne tillader. Og regeringen bør arbejde for en midlertidig dispensation fra EU, så der tillades nulmoms for visse brancher i en periode.

– De pågældende virksomheder er ekstremt hårdt ramt. I sagens natur har de jo ikke kunnet producere til lager, mens kunderne blev væk. Den omsætning, de har tabt, kan ikke vindes igen, og derfor har de brug for særlig støtte, siger Svend Askær.

En del af Ledernes Hovedorganisations plan for at kickstarte økonomien har også til formål at holde gang i den grønne omstilling. Derfor bør støttemulighederne for virksomheder, der investerer i klimaforbedrende teknologi og energieffektiviseringer, også forbedres betydeligt.

Hele forslagspakken er vedhæftet.

Kontakt:

Pressechef Søren Kudahl tlf.: 2338 4211 email: sku@lederne.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/giv-familierne-flere-penge-til-forbrug-og-forbedringer?releaseId=13591798

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu