ANNONCE

PRM / Glasvingerne flyver igen i Aarhus

25. juni 2020 11:08 | Af: Ritzau Info
 

Omkring 30 af de populære sommerfugle er nu på vingerne i Væksthusene i Aarhus. Det skulle gerne blive til mange flere henover sommeren.

Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Science Museerne

I 2017 flyttede glasvingerne for første gang ind i Væksthusene og gjorde den anden sommerfugl Heliconius i Tropehuset selskab. Glasvingen hedder Greta oto på latin, og er ganske lille, 3-5 cm i vingefang. Den stammer fra regnskovsområder i Syd- og Mellemamerika, og passer derfor klimamæssigt ind i Tropehusets regnskov.

Det særligt fascinerende ved glasvingen er, at dens vinger er gennemsigtige, bortset fra sort-brune og hvide aftegninger, som er det eneste man se, når den kommer flyvende. I naturen er de gennemsigtige vinger en fin camouflage, der gør det svært for fugle at se, fange og spise den.

Men en grå vinter med for lidt planteføde og en efterfølgende corona-krise var for hårdt for glasvingerne i Væksthusene, og de forsvandt allesammen. Nu er Science Museerne genåbnet, og i sidste uge modtog Væksthusene 30 små grønne pupper med glasvinger fra Bornholms sommerfuglepark.

De blev placeret på et sikkert sted i Tropehuset, så de ikke blev forstyrret i forvandlingen fra puppe til sommerfugl, og nu er de på vingerne til glæde for både gæster og ansatte.

“Sommerfuglene er med til at skabe en mere autentisk stemning og understøtte en samlet fortælling om, hvordan planter og dyr er gensidigt afhængige af hinanden,” siger botaniker ved Science Museerne Birgitte Bergmann. “Glasvingerne vil måske også appellere til nogle af de besøgende, som ellers ikke er så interesserede i planterne, og få dem til at gå på opdagelse ved at følge sommerfuglene rundt. Sidst, men ikke mindst, kommer glasvingerne til at indgå i sommerferiens aftenrundvisninger “Verden rundt med Væksthusene”. Så vi er meget glade for, at Bornholms sommerfuglepark forærede os de nye glasvinger.”

Gartnerne i Væksthusene har givet de nye sommerfugle de bedste betingelser for at overleve og formere sig.

“Glasvingernes yndlingsmad, planterne Cestrum og Lantana står i fuldt flor, så både larverne og de voksne sommerfugle har noget at leve af,” fortæller gartner i Væksthusene Bjørn Bjerre Lang. “Samtidig trives sommerfuglene også bedst med lys og varme. Med en konstant temperatur på 27-30 grader i Tropehuset er der gode chancer for, at der snart flyver mange flere glasvinger.”

Fakta om glasvinger

Glasvingen (Greta oto) lægger æg på planter fra slægten Cestrum som tilhører natskyggefamilien. Æggene klækkes og bliver til grønne sommerfuglelarver, som lever af at spise bladene af Cestrum. Cestrum indeholder ligesom mange andre planter i natskyggefamilien giftige alkaloider. Når sommerfuglelarverne spiser bladene, bliver de også let giftige, og det gør de voksene sommerfugle også. Det gør dem mindre attraktive for fugle, der ellers har sommerfugle på menuen.

De voksne glasvinger lever af nektar fra forskellige blomster, de er især glade for Lantana. Når det er tid til at parre sig, samler hanglasvingerne sig i flokke og de udsender feromoner, der lokker hunsommerfuglene til.

Verden rundt med Væksthusene

Rundvisningerne “Verden rundt med Væksthusene” er en del af Science Museernes store sommerrejsetema “Rejs med Science Museerne i sommerferien” med mange forskellige aktiviteter og udstillinger på Steno Museet (27.6-9.8) og i Væksthusene (1.7-31.8). Væksthusene har åbent hver onsdag aften i sommerperioden indtil kl. 22 og mulighed for at deltage i sommerrundvisningerne “Verden rundt i Væksthusene” Pris 45 kr efter først til mølle.

Kræver forhåndstilmelding på sciencemuseerne.dk

Åbningstider i Væksthusene

Mandag-fredag kl. 9-17

Lør-søn og helligdage kl. 10-17

Aftenåbent onsdage 3. juni-26. august kl. 9-22

Væksthusenes Cafe åbner alle dage kl. 10. Køkkenet lukker en halv time før de nævnte lukketider.

Gratis adgang

Bornholms sommerfuglepark

Bornholms sommerfuglepark ligger i Nexø og har mere end 1000 sommerfugle, som flyver frit rundt blandt gæsterne i det store sommerfuglehus. Parken er etableret i 1997 af gartner Flemming Jensen. Læs mere på sommerfugleparken.dk

Kontakt:

Kommunikationskonsulent ved Science Museerne, Aarhus Universitet,
Trine Bjerre Mikkelsen
tbm@sm.au.dk
mobil: 93508248

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/glasvingerne-flyver-igen-i-aarhus?releaseId=13595989

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu