ANNONCE

PRM / God aftale om udbetaling af feriepenge

15. juni 2020 07:54 | Af: Ritzau Info
 

Det er meget positivt, at Folketinget nu sætter fut i privatforbruget ved blandt andet at udbetale indefrosne feriepenge. Det kan forhåbentlig give dansk økonomi et tiltrængt boost i en meget svær tid. Også vigtigt, at hjælpepakker også forlænges for de selvstændige.

Pressemeddelelse fra Lederne

– Det er et helt rigtigt træk, at et bredt flertal i Folketinget i nat har besluttet at udbetale størstedelen af de indefrosne feriepenge til lønmodtagerne. Vi har hårdt brug for et boost af dansk økonomi, og et løft af privatforbruget er den rigtige medicin.

Sådan siger Svend Askær, formand for Ledernes Hovedorganisation, om den “genopretningspakke”, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om i nat. Den indebærer blandt andet, at tre af de fem ugers indefrosne feriepakke bliver udbetalt til oktober. Den konkrete udmøntning vil regeringen aftale med ATP og arbejdsmarkedets parter, og her er det vigtigt for Ledernes Hovedorganisation, at udbetalingen bliver frivillig for lønmodtagerne. For dem, som betaler topskat, kan det nemlig være en dårlig forretning at få pengene udbetalt nu, fordi de dermed skal betale mere i skat, end hvis de først får pengene som oprindeligt planlagt, når de bliver pensionister.

Svend Askær er også tilfreds med, at aftalen indfører en særlig hjælpeordning til brancher, som stadig er direkte ramt af corona-restriktioner, og at hjælpepakkerne til de selvstændige forlænges til 8. august. Men han undrer sig dog over, hvorfor hjælpen til selvstændige ikke forlænges til 29. august ligesom lønkompensationsordningen til lønmodtagere.

– Det er helt afgørende, at vi hjælper de selvstændige gennem krisen, og jeg forstår ikke, hvorfor hjælpen til dem skal udfases før lønkompensationen. Små selvstændige har jo sjældent meget på kistebunden til uforudsete begivenheder, og min frygt er, at corona-krisen kan rive tæppet væk under det meste af en generation af iværksættere, siger Svend Askær.

Kontakt:

Pressechef Søren Kudahl tlf.: 2338 4211 email: sku@lederne.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/god-aftale-om-udbetaling-af-feriepenge?releaseId=13595161

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu