PRM / God og erhvervsvenlig dialog i Aalborg

22. oktober 2018 08:30 | Af: Ritzau Info
 

En erhvervsplaymaker sætter byggeri og håndværk på skoleskemaet i folkeskolerne i Aalborg, og så vil kommunen hæve grænsen for, hvornår en virksomhed skal stille med en bankgaranti. Dansk Byggeri Nordjylland glæder sig over nye erhvervsvenlige tiltag i Aalborg.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Et besøg på en byggeplads eller en tømrermester som gæsteunderviser. Mulighederne er mange, og den nye erhvervsplaymaker i Aalborg er godt i gang med at gøre faget “åben skole” i folkeskolen mere erhvervsrettet. Dansk Byggeri Nordjylland glæder sig over, at Aalborg har ansat en medarbejder, der skal sørge for, at eleverne i folkeskolen også får et indblik, hvad en erhvervsuddannelse kan bruges til.

– Det fortjener stor ros, at kommunen har prioriteret at ansætte en medarbejder, der står for at sikre, at faget “åben skole” også bliver brugt til netop at introducere eleverne til, hvad der sker uden for klasselokalet. Forhåbentlig betyder det også, at alle børn får de samme muligheder for fx at besøge en byggeplads eller komme i erhvervspraktik – uanset hvilken skole i Aalborg i de går på. Vores lokale virksomheder vil i hvert fald gerne stille op enten i klasselokalet eller på en byggeplads, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Henrik Holm.

Dansk Byggeri Nordjylland og Aalborg Kommune har netop været samlet på det årlige dialogmøde, hvor der var en god og erhvervsvenlig dialog.

Virksomheder, der vil arbejde for Aalborg Kommune, skal i dag en tur i banken efter en bankgaranti, hvis opgaven er på 500.000 kroner eller mere. På mødet opfordrede de lokale bygge- og anlægsvirksomheder kommunen til at hæve grænsen til en million kroner, hvilket kommunen umiddelbart er positiv overfor.

– Vi vil gerne gøre det attraktivt at drive virksomhed her i kommunen, men også at byde på kommunens opgaver, og derfor er vi positive over for forslaget. Virksomhederne ønsker også, at kommunen følger AB18, der er standardbetingelser for bygge- og anlægsprojekter, og hvis det kan gøre det nemmere for virksomhederne at finde rundt i de juridiske detaljer, så er vi også åbne overfor at gøre det, siger borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup Larsen.

De positive meldinger fra borgmesteren glæder Dansk Byggeri Nordjylland.

– Vi har en god dialog med kommunen, som på flere områder er lydhør i forhold til at gøre det nemmere for virksomhederne at arbejde for kommunen, og så har de med ansættelsen af en erhvervsplaymaker taget et stort skridt i forhold til at sikre, at vi får flere unge til tage en erhvervsuddannelse, så vores lokale virksomheder også i fremtiden kan få den arbejdskraft de har brug for, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Henrik Holm.

Kontakt:

Borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup Larsen, telefon 99 31 15 00
Formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Henrik Holm, telefon 24 88 71 71
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Nordjylland, Peter H. Wagner, telefon 25 66 63 09

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/god-og-erhvervsvenlig-dialog-i-aalborg?releaseId=13562599

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu