ANNONCE

PRM / Grøn aftale giver danskerne billigere elbiler

4. december 2020 16:27 | Af: Ritzau Info
 

Dagens aftale om bilafgifter giver danskerne vished om bilpriserne og indeholder alle forudsætninger for, at der vil blive solgt markant flere elbiler i de kommende år, mener Dansk Energi.

Pressemeddelelse fra Dansk Energi

Et mål om at sigte efter én million elbiler i 2030, fritagelse for registreringsafgift til elbiler under ca. 500.000 i 2021 og ingen afgiftstigning på el til biler frem til 2030. Det er hovedpunkterne i den aftale om bilafgifter, som regeringen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har fremlagt i dag, og som Dansk Energi hilser velkommen:

– Aftalen er jo markant bedre end det, regeringen spillede ud med i september. Partierne bag aftalen fortjener ros for at insistere på at gøre aftalen langt mere grøn, for at skabe stabilitet i markedet for elbiler den kommende årrække, og for at sætte sig et nødvendigt mål om, at sende masser af elbiler ud på de danske landeveje, siger Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi.

Aftalen indeholder helt centralt en konkret plan for, hvordan elbilerne skal beskattes frem mod 2030. Danskerne vil dermed få et stærkt incitament til at skifte til elbiler hurtigt, og det kan forhåbentlig være med til at drive en markedsudvikling, der er selvforstærkende.

– Hidtil er elbilernes verden forlænget med brædder hvert år tæt på årsskiftet. Men nu kender danskerne beskatningen frem til mindst 2025 og ambitionen mod 2030. Beskatningen er attraktiv og giver et klart incitament til alle dem, der de kommende år overvejer, om de tør tage springet ud i at skifte deres diesel- eller benzinbil ud med en elbil, siger Lars Aagaard.

– Selv om fremtiden tegner lys for den grønne omstilling, og selv om jeg er 100 procent sikker på, at danskerne hellere vil vælge en superfed elbil frem for en fossil, når nu den grønne bil bliver billigere, så anerkender jeg, at fremtiden kan være svær at forudse, og derfor er det godt, at aftalen indeholder et “pitstop”, så det i 2025 gøres op, om det langsigtede mål om 1 million nås, siger han.

Med aftalen viser partierne bag nu vilje til at tage et første indhug i transportsektorens CO2-udledninger, mener Lars Aagaard. Og han peger på, at især én ting kan sætte turbo på markedet for elbiler ud over pris:

– Hele vejen mod 2030 skal vi huske ladeinfrastrukturen og det elnet, der skal sørge for strøm til bilen. Det skal udrulles og være klart, og det skal ske nu, for det er lige nu, det sker. Det er nu, elbilerne kommer. Og det er nu, danskerne, du og jeg, får en reel mulighed for at vælge grønt og være med til at bestemme, hvor hurtigt det skal gå. Energisektoren er parat, siger Lars Aagaard.

Kontakt:

Pressechef Birgitte Hougaard tlf.: 35 30 04 78 email: bho@danskenergi.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gron-aftale-giver-danskerne-billigere-elbiler?releaseId=13605710

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu