ANNONCE

PRM / Gymnasieelever bakker op om Røde Kors-indsamling

24. september 2020 13:05 | Af: Ritzau Info
 

Lige nu, hvor corona sætter en stopper for mange fællesskaber, har tusindvis af gymnasieelever landet over skabt deres eget fællesskab. Eleverne er gået sammen om at samle ind for Røde Kors for blandt andet at hjælpe folk, der er påvirket af corona.

Pressemeddelelse fra Røde Kors

Ingen skal stå alene. Det er temaet, når Røde Kors samler ind søndag den 4. oktober, og det er et tema, som eleverne på landets gymnasier bakker op om.

På nuværende tidspunkt er der 500 flere gymnasieelever, der har sagt ja til at tage en indsamlingsrute, end på samme tidspunkt sidste år. Derfor forventer Røde Kors, at der vil være flere gymnasieelever ude og samle ind ved årets landsindsamling end i 2019.

“Det er fantastisk at se, at unge engagerer sig og går forrest for en god sag. Men det er vigtigt, at det ikke kun er gymnasieeleverne, der engagerer sig. Vi er nødt til at løfte i flok – unge som gamle – for der er virkelig brug for indsamlere, så vi kan hjælpe dem, der har allermest brug for det,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Står sammen om fællesskabet
Et af de gymnasier, der oplever det største engagement, er Christianshavns Gymnasium. Med mere end 450 tilmeldte elever er gymnasiet klar favorit til at løbe med titlen som årets Røde Kors-Gymnasium. En titel, der gives til det gymnasium, der dækker flest ruter på indsamlingsdagen.

Rosa Kjellmann Bruun er en af ambassadørerne for Røde Kors på Christianshavns Gymnasium. Som gymnasieambassadør er det hendes opgave at gøre skolekammeraterne opmærksomme på indsamlingen og behovet for hjælp, og hun glæder sig over opbakningen.

“På Christianshavns Gymnasium har vi en stærk tradition for at engagere os i verden omkring os. Alligevel er det overvældende, at så mange bakker op,” siger Rosa Kjellmann Bruun.

Udover lysten til at ville gøre en forskel, så tror Rosa Kjellmann Bruun, at engagementet skyldes, at eleverne har savnet at kunne være sammen om noget under corona. Derfor betyder det også noget, at nogle af pengene fra Røde Kors’ indsamling i år går til dem, der er påvirket af corona. Både herhjemme og ude i verden.

“Det var vildt hårdt at gå i 1.g og så sidde alene derhjemme. Man havde lige glædet sig til at lære sin klasse at kende – foråret og sommeren er jo det tidspunkt, hvor alt plejer at ske. Det var ensomt at være så meget alene. Jeg har selv savnet fællesskabet det sidste halve år, og det har givet mig endnu mere lyst til at gå sammen med mine kammerater om at gøre en forskel for dem, der står helt alene,” siger Rosa Kjellmann Bruun.

Meld dig som indsamler
Gymnasieelevernes engagement har stor betydning for mennesker, der lige nu er påvirket af coronapandemien eller krig. To gymnasieelever og en indsamlingsbøtte samler i gennemsnit 1.000 kr. ind. For det beløb kan Røde Kors give:

  • 1 hel måneds mad til 20 krigsramte børn
  • Akut lægehjælp til 4 sårede, der har brug for en ambulance
  • Livreddende sæbe og håndsprit til 100 personer i coronaramte områder ude i verden
  • 6 måneders støtte til et sårbart barn i en udsat familie i herhjemme
  • En vigtig og oplevelsesrig dag på ferielejr for 5 udsatte børn i Danmark

Gymnasieeleverne kan ikke løfte opgaven alene. Så meld dig som indsamler hos Røde Kors på www.rodekors.dk/indsamler eller telefon 7010 0000

Kontakt:

For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

3529 9699
Røde Kors.dk/presse

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gymnasieelever-bakker-op-om-rode-kors-indsamling?releaseId=13600689

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu