PRM / H.K.H. Kronprinsessen deltager i fejring af Røgfri Fremtid

31. maj 2018 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Partnerskabet Røgfri Fremtid fejrer sin mærkedag torsdag den 31. maj – på WHO’s World No Tobacco Day. Her vil H.K.H. Kronprinsessen markere starten på en ny kampagne, der viser nødvendigheden af at handle nu, hvis vi skal nærmere målet om en fremtid, hvor ingen børn og unge begynder at ryge.

Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

Hver dag året rundt begynder 40 børn og unge at ryge. Og hvis det skal ændre sig, er vi nødt til at handle nu. Sådan lyder budskabet i Røgfri Fremtids nye kampagne, ‘Tiden flyver’. Kampagnen sættes i gang, når H.K.H. Kronprinsessen symbolsk vender et timeglas ved et arrangement i Kræftens Bekæmpelse på World No Tobacco Day den 31. maj.

Over 70 partnere på ét år
Røgfri Fremtid er et partnerskab med et mål om, at ingen børn og unge ryger i 2030. Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden lancerede Røgfri Fremtid i 2017, og på kun ét år har flere end 70 virksomheder, kommuner, skoler, uddannelsesinstitutioner og organisationer meldt sig som partnere og forpligtet sig til at arbejde for, at børn og unge ikke begynder at ryge. Også regeringen har taget målsætningen til sig.

– Tilslutningen til Røgfri Fremtid er overvældende, og hver uge taler vi med nye potentielle partnere. Det viser, at vi er mange, der ikke vil give tobakken videre til næste generation. Og Røgfri Fremtid er en platform, hvor vi sammen giver vores budskaber ekstra kraft, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Partnernes initiativer er vidt forskellige: Uddannelsessteder gør skoletiden røgfri. Kommuner indfører flere røgfri miljøer. Supermarkeder arbejder for at blive bedre til at overholde aldersgrænser for salg af tobak. Og mange deler Røgfri Fremtids budskaber fra egne websider og sociale medier.

Flere danskere ønsker en røgfri fremtid
Også i befolkningen vokser ønsket om en røgfri generation. Undersøgelser viser, at andelen af danskere, der bakker op om målsætningen, det seneste år er steget fra 85 til 89 pct. Den seneste undersøgelse viser desuden, at danskerne ser børn og unges rygning som et fælles ansvar. Det glæder Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse:

– Røgfri Fremtids budskab er, at alle – og i høj grad vi voksne – har et ansvar, når det gælder børn og unges rygning. Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Det er katastrofalt, når man tænker på konsekvenserne. Og med mindre vi tager ansvaret på os og gør det sværere at begynde at ryge, vil det ikke ændre sig, siger han.

Hver fjerde blandt de 16-19-årige ryger. Og hver anden af dem, der bliver ved, ender med at dø af det.

Pressefotos
Det vil være muligt at hente fotos fra arrangementet fra torsdag den 31. maj kl. 17 via dette link: http://bertelsen.photo/download/20180531TB_KB_RoegfriFremtid.zip
Fotokreditering: Tomas Bertelsen

FAKTA

Røgfri Fremtid
Den 31. maj 2017 lancerede Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden initiativet Røgfri Fremtid. Røgfri Fremtid er et partnerskab og en bevægelse, der arbejder for at skabe opbakning til og handling for at nå målet om en røgfri generation i 2030. På bare ét år er over 70 organisationer, myndigheder, uddannelsessteder og virksomheder blevet en del af partnerskabet og har forpligtet sig til at arbejde for en røgfri fremtid.
Læs mere på www.røgfrifremtid.dk eller på Facebook, www.facebook.com/RoegfriFremtid

Kampagnen ‘Tiden Flyver’
I en kampagnefilm sætter Røgfri Fremtid fokus på nødvendigheden af at handle nu, hvis ikke der fortsat skal være 40 børn og unge, der hver dag begynder at ryge. Det vil ikke ændre sig, hvis ikke vi gør noget ved det.

Filmen kan ses på Røgfri Fremtids Facebookside, www.facebook.com/RoegfriFremtid

Pressemateriale fra kampagnen ‘Tiden flyver’: www.roegfrifremtid.dk/presse

World No Tobacco Day

World No Tobacco Day (WNTD) blev initieret af WHO og markeres verden over ved at sætte fokus på den globale tobaksepidemi og konsekvenserne af rygning. Hvert år dør 7 millioner mennesker i verden som følge af tobaksrygning.

Unge og rygning
· Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge
· Blandt de 16-19-årige ryger 24 pct. hver dag eller lejlighedsvist
· I 2013 var tallet 22 pct. Rygning blandt unge er altså stigende
· 8 ud af 10 rygere begyndte, inden de fyldte 18 år

Kilder: Den Nationale Sundhedsprofil 2017, Sundhedsstyrelsen 2018; Ungdomsprofilen, Statens Institut for folkesundhed 2014

Rygning i Danmark
· 22 pct. af danskerne over 15 år ryger hver dag eller lejlighedsvist
· De sidste seks år er andelen af rygere i Danmark ikke faldet
· 7 ud af 10 rygere ville ikke ryge, hvis de skulle leve deres liv om
· Hvert år dør 13.600 danskere på grund af tobaksrygning
· Hver anden ryger dør som følge af sin rygning
· Rygning er den enkeltfaktor, der er skyld i fleste tilfælde af for tidlig død

Kilder: Danskernes rygevaner 2017, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen 2018; Sygdomsbyrden i Danmark, Statens Institut for folkesundhed 2017

Kontakt:

Kræftens Bekæmpelse:
Presse- og kommunikationsrådgiver Marianne Vestergaard,
tlf. 28 89 60 55

TrygFonden:
Pressechef Karen Bøgedal, tlf. 30 56 34 32

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hkh-kronprinsessen-deltager-i-fejring-af-rogfri-fremtid?releaseId=12943642

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu