PRM / Hans Henrik Heming fra Amager er nyt medlem af DGI’s hovedbestyrelse

3. november 2018 17:51 | Af: Ritzau Info
 

Hans Henrik Heming vil arbejde for at breddeidrætsorganisationen og idrætsforeningerne står endnu stærkere.

Pressemeddelelse fra DGI

52-årige Hans Henrik Heming brænder for idræt og foreningsliv. Han var en af initiativtagerne til Danmarks første åbent vand-svømmeklub, Copenwater, og er næstformand i BK Amager, Danmarks tredjestørste basketballklub.

3. november blev han valgt ind i DGI’s hovedbestyrelse, da DGI holdt årsmøde i DGI-Huset i Aarhus.

Som medlem af hovedbestyrelsen skal Hans Henrik Heming være med til at sætte retningen i DGI, Danmarks breddeidrætsorganisation med 6.300 foreninger og 1,5 millioner medlemmer. Han skal blandt andet arbejde med DGI’s nye initiativ, der skal sikre børn og unge lige adgang til foreningslivet og med DGI og DIF’s fælles vision, Bevæg dig for livet.

Fokus på idrætsforeningerne

Hans Henrik Heming vil som nyt hovedbestyrelsesmedlem vægte kontakten til idrætsforeningerne højt.

“En af DGI’s vigtigste opgaver er at gøre en forskel og skabe værdi sammen med idrætsforeningerne. Derfor betyder det meget for mig, at vi er tætte på foreningerne. Kun i dialogen med dem om deres udfordringer kan vi skabe de rigtige rammer og resultater,” siger Hans Henrik Heming.

Succesrig iværksætter

Privat er Hans Henrik Heming en succesrig iværksætter. Han har blandt andet iværksat EarLabs og SwimEars og er engageret i NGO’en Plastic Change, hvor han har ansvaret for virksomhedspartnerskaber.

Han har læst økonomi ved Aarhus Universitet og har en master i forandringsledelse fra CBS. Hans Henrik Heming har desuden siddet i hovedbestyrelsen for Dansk Industri og været formand for e-Handelsfonden. Erfaringer herfra vil han også bruge til at gøre en forskel som medlem af hovedbestyrelsen i DGI.

Har svømmet rundt om Bornholm

Hans Henrik Heming har de senere år været dybt engageret i DGI, blandt andet som politisk ansvarlig for DGI Svømning. Og svømning har en særlig plads i hans hjerte.

Han har ikke blot været med til at danne den første åbent vand-klub i Danmark, Copenwater, der om sommeren svømmer i åbent vand ved Amager Strandpark. I dag sidder han i Copenwaters bestyrelse.

Han har også taget initiativ til og er formand for DOWSA, Danish Open Water Swimming Association. Og så er han selv en meget aktiv svømmer og har været på nogle gevaldigt lange svømmeture – ikke mindst da han i år tog en tur rundt om Bornholm,110 kilometer over fire dage.

Kontakt:

Hans Henrik Heming, tlf. 53 64 23 00.
Majbritt Andersen, pressemedarbejder i DGI, tlf. 2129 4115.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hans-henrik-heming-fra-amager-er-nyt-medlem-af-dgis-hovedbestyrelse?releaseId=13563497

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu